Krimi23. februar 2022

Kæmpe hackersag: 27-årig gemte kodeord i toiletspand

Selv om herningenser fik beslaglagt computer og telefon, fortsatte han med at hacke sig til intime billeder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220215-202506-3-1920x1296we.jpg
 Foto: Marko Lukunic/PA Images/Ritzau Scanpix

En 27-årig mand fra Herning har erkendt, at han over fem år hackede intime billeder og videoer fra flere end 500 kvinder landet over.

Det skete ved, at han stjal kvindernes kodeord til e-mail konti, Facebook, Snapchat og andre sociale medier.

Onsdag forklarer han i Retten i Herning, at han til at begynde med gemte de stjålne kodeord, der gav adgang til materialet, på sin computer.

Men da han i april 2020 blev anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi første gang, beslaglagde politiet hans computer, telefon og eksterne harddisk.

Efter endt afhøring blev manden løsladt.

Stoppede ikke efter anholdelse

Det fik ikke den 27-årige til at stoppe med sine kriminelle gerninger. Det var blevet en slags besættelse for ham, har han forklaret.

Til forskel fra tidligere gemte han nu koderne i et løsark-system på bunden af en toiletspand.

– Det var for, at min kæreste ikke skulle finde dem, siger den 27-årige, der afgiver forklaring i en propfyldt retssal A i Herning.

På tilhørerpladserne sidder en del af de kvinder, som manden anklages for at have hacket.

Ifølge anklageskriftet er der tale om 18.000 intime billeder og videoer fra 516 identificerede personer. De fleste er piger i alderen 15 til 18 år.

Det var et af ofrene, der i oktober 2019 henvendte sig til Midt- og Vestjyllands Politi, fordi hun var blevet udsat for hacking.

Lettet efter opdagelse

Politiets efterforskning pegede mod den 27-årige mand fra Herning, der som nævnt blev anholdt nogle måneder senere.

Han forklarer, at han faktisk var lettet, da politiet troppede op på hans adresse.

– Jeg var glad for, at jeg blev anholdt. Jeg var glad for at blive stoppet, siger han.

Men det var kun kortvarigt. For han fik "abstinenser" og anskaffede sig ny computer og telefon og genoptog hackingen.

Han var herefter mere bevidst om at slette sine digitale spor i form af de såkaldte logfiler, forklarer han.

Flere anmeldelser indløb til Midt- og Vestjyllands Politi, og de pegede alle i retning mod den 27-årige.

Han blev anholdt igen i november 2020 og fremstillet i grundlovsforhør.

Han har været varetægtsfængslet siden.

Mens den tiltalte erkender hacking af tusindvis af billeder og videoer, nægter han sig skyldig i de alvorligste dele af anklagen om, at han skal have tvunget kvinderne til at udføre seksuelle handlinger foran kameraet.

Der falder dom i sagen til juni.

Sponsoreret indhold