Krimi11. juni 2023 (opd. 11. juni 2023)

Justitsminister efter skyderier: - Vi skal vende tendensen

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vende denne tendens, siger svensk minister efter døgn med syv skyderier
Lørdag aften mistede en 15-årig dreng livet efter skyderier i det sydlige Stockholm i Sverige.
Lørdag aften mistede en 15-årig dreng livet efter skyderier i det sydlige Stockholm i Sverige.
 Foto: Ritzau Scanpix

Gunnar Strömmer, Sveriges justitsminister, slår lørdag aften alarm, efter at svensk politi i løbet af aftenen kunne konstatere, at i alt syv personer er blevet ramt af skud i forskellige hændelser i Stockholm og omkringliggende områder inden for et enkelt døgn.

- En frygtelig mørk dag med nye brutale skyderier. I aften tænker jeg frem for alt på ofrene og deres familier. Politiet arbejder nu intensivt på at stille gerningsmændene for retten.

- Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at vende denne tendens, siger han i en skriftlig kommentar.

Politiet fik meldinger om de første af de syv skudofre fredag aften.

Omkring klokken 22.00 blev betjente kaldt ud til Jordbro, som ligger syd for Stockholm, og Solna, som ligger i den nordlige del af den svenske hovedstad.

I Jordbro var det en mand i starten af 20'erne, som var blevet skudt. I Solna var der tale om to mænd i 20'erne.

Politiet har efterfølgende anholdt en 18-årig mand, som er blevet mistænkt for drabsforsøg i forbindelse med skyderiet i Jordbro.

Lørdag aften måtte politiet i Stockholm igen rykke ud.

Denne gang var fire personer blevet fundet skudt i Farsta. To af dem blev fundet med skudsår på Farsta Metrostation, mens blev fundet liggende uden for en kirke i nærområdet og en fjerde blev fundet ved vejen Larsbodavägen.

Blandt de to skudte ved Farsta Metrostation var en 15-årig dreng. Begge fik behandling på stedet, men drengen døde på stedet.

De andre tre, som blev fundet med skudsår i Farsta, var en anden 15-årig dreng, en 45-årig mand og en 65-årig kvinde.

Det står endnu ikke klart, hvor slemt de er kommet til skade.

To mænd i 20'erne er blevet anholdt for skyderiet i Farsta, oplyser politiet natten til søndag til TT. De er mistænkt for drab.

Sponsoreret indhold