Jonathan Joss skudt og dræbt af nabo: Skuespillerkollega Chris Pratt med rørende hilsen

LÆS OGSÅ: Øjenvidne så dramatisk anholdelse af Nicki Bille: - Han skubbede personalet
Søndag aften modtog politiet et opkald om et alvorligt skyderi i San Antonio, USA.
Her blev den 59-årige skuespiller Jonathan Joss skudt og dræbt, efter han angiveligt kom i et skænderi med sin nabo.
Den triste nyhed om "King of the Hill"-stjernen fik mandag flere af hans kollegaer til at ty til de sociale medier, hvor de begræd hans alt for tidlige død.
"Damn. RIP Jonathan. Du var altid så rar en fyr," skrev Chris Pratt mandag på Instagram, efter han fik nyheden.

Chris Pratt har ved flere lejligheder spillet sammen med Jonathan Joss, blandt andet i komedieserien "Parks and recreation".
Her spillede Joss høvdinglederen Ken Hotate, mens Pratt havde en af hovedrollerne som Andy Dwyer.
Chris Pratt havde en opfordring til sine mange følgere på Instagram efter nyheden om det tragiske dødsfald.
"Det er så trist. Bed en bøn. Kram dine elskede," skrev han på en story.
Skudt og dræbt af nabo
Søndagens drab bunder angiveligt ud i en voldsom nabofejde, der i går brød ud i lys lue.
Flere øjenvidner har ifølge politiet i San Antonio forklaret, at Jonathan Joss kom i en hidsig diskussion med sin nabo, som endte med at trække en pistol.
Herefter skød han skuespilleren flere gange, hvorefter han flygtede fra stedet i en bil.
Naboen - 56-årige Sigfredo Alvarez Cajem - blev efterfølgende anholdt få blokke fra gerningsstedet. Han er nu sigtet for overlagt mord, og kan løslades mod en kaution på 200.000 dollars (cirka 1.3 millioner kroner red.)
Ambulancereddere ankom hurtigt til stedet, men de var desværre ikke i stand til at redde Jonathan Joss, der blev erklæret død på stedet.
Politiet efterforsker nu drabet - det er uvist, hvordan den 56-årige nabo forholder sig til den alvorlige anklage.