Krimi8 timer siden (opd. 7 timer siden)

Jimmi Lillelund dræbt: Strid om penge med søster og nevø er hovedtema

Ifølge flere vidner var der penge imellem Jimmi Lillelund og de tre personer - blandt andet hans søster og nevø - som er tiltalt for drabet
Politiet fandt Jimmi Lillelunds formodede knoglerester på den gård, hvor han havde boet med sin familie.
Politiet fandt Jimmi Lillelunds formodede knoglerester på den gård, hvor han havde boet med sin familie.
 Foto: Presse-fotos

LÆS OGSÅ: Kørelærer tiltalt for klamme bemærkninger: - Har i fået noget god pik?

En strid om et pengebeløb i underkanten af en halv million kroner spillede ifølge en række vidner ind i forholdet mellem Jimmi Steffen Lillelund og de tre familiemedlemmer, som i disse uger sidder tiltalt for at have dræbt ham.

Jimmi Lillelund forsvandt i april 2020 og havde længe status af at være savnet, indtil politiet sidste sommer anholdt hans storesøster, svoger og nevø. De er alle siden blevet tiltalt i sagen.

Lillelund boede til leje på en gård på Holmevej i Gundsømagle nord for Roskilde. Gården var ejet af svogeren og storesøsteren, og nevøen boede der også.

Det var i et område på gården, at politiet sidste sommer fandt spor, af hvad der formodes at være Jimmi Lillelunds jordiske rester. De var afbrændt og gravet ned.

Nevøen hævder, at det var hans stedfar - altså Jimmi Lillelunds svoger - som begik drabet. Omvendt beskylder svogeren nevøen for at have trykket på aftrækkeren.

Ved Retten i Roskilde er sagen fredag nået til det stadie, hvor den lange række af vidner skal afgive forklaring. Fire af dem nåede i vidneskranken, inden retsformanden dømte frokostpause.

Blandt dem er Jimmi Lillelunds ældre halvbror. Han fortæller, hvordan han i perioder talte med sin lillebror nærmest dagligt, mens der i andre perioder ikke var megen kontakt mellem de to.

I tiden op til Jimmi Lillelunds forsvinden talte de en del sammen. Jimmi havde til at begynde med sagt, at han var glad for at bo hos sin søster og svoger. Men noget var gået galt. Der var kommet penge imellem dem.

- Jimmi sagde, at de skyldte ham firehundrede-nogleoghalvfems-tusinde kroner. Han havde noget løn til gode, og så var der noget med en skurvogn og 300.000 kroner i kontanter, fortæller halvbroren, som ikke er til stede i retssalen, men afgiver forklaring via en videoforbindelse.

Også en veninde til Jimmi - ifølge hende selv var de begyndt at småkæreste lidt, da Jimmi forsvandt - fortæller om pengene, som Jimmi Lillelund angiveligt havde lånt til sin søster og svoger.

Det samme gør en mand, som i dag er gift med Jimmi Lillelunds ekskone, og som Jimmi Lillelund tidligere har udført blandt andet brolæggeropgaver for.

Allerede da retssagen blev indledt for et par uger siden, var penge et tema. Her kom det frem, at politiet ved en ransagning efter hans død fandt lige knap to millioner i kontanter skjult i et hulrum i bilen.

Det var også allerede på førstedagen fremme, at der muligvis var et økonomisk mellemværende i sagen.

Et andet tema er narko. På gården blev der ved en ransagning i juli 2020 fundet flere hundrede gram kokain, nogle tusinde piller og noget hash. Det udløste en retssag mod svogeren og nevøen.

Nevøen blev i den sag idømt tre års fængsel, mens svogeren blev frifundet. Det de færreste, som har store pengebeløb i kontanter - det er derimod ikke helt unormalt i miljøer, hvor der handles med narko.

Flere af fredagens vidner afviser imidlertid, at Jimmi Lillelund - så vidt de ved - skulle have været involveret i narkohandel.

Ekskonens nye mand forklarede derimod, at Jimmi havde tjent mange penge ved at bygge fire kolonihavehuse i Ishøj Landsby, som han havde solgt.

Ved tidligere retsmøder i sagen har det derudover været fremme, at svogeren har en tilknytning til rockergruppen Bandidos, hvor han angiveligt tidligere har været fuldgyldigt medlem.

Sagen ventes afgjort i næste uge.

Sponsoreret indhold