Krimi11. maj 2021

Jens angrebet af gepard i Ree Park: - Jeg skreg af smerte

ADVARSEL OM VOLDSOMME BILLEDER: Det kunne være gået grueligt galt, da en gepard besluttede sig for at sætte tænderne i en af dyreparkens dyrepassere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-60656.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Da Jens Jakob Uhrenholt var i færd med at passe sit job som dyrepasser i Ree Park i Ebeltoft skete det, der bare ikke må ske. Han blev angrebet af en af parkens geparder.

Det skete 23. april i parkens gepardbur, hvor dyrepasseren var trådt ind, skriver Fagbladet 3F.

- Den går til angreb på mig og bider sig fast. Jeg skreg af smerte, for det gjorde afsindigt ondt. Uanset hvad jeg gjorde, gav den ikke slip, fortæller dyrepasseren Jens Jakob Uhrenholt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/img_8021.jpg
 Privatfoto

Jens Jakob Uhrenholt måtte på hospitalet efter angrebet. (Foto: Privatfoto)

Heldigvis var der en kollega med inde i gepardburet, der kunne redde Jens Jakob Uhrenholt fri fra de sylespidse tænder og kløer.

Han slap derfor med nogle ordentlige sår, bidemærker og kæmpe blå mærker på kroppen, men med livet i behold.

Må Aldrig ske igen

Ree Park, der ejes af rigmanden Karsten Ree, har efter gepardangrebet valgt at ændre procedurerne, så geparderne bliver sluset ind i et andet rum, før dyrepasserne går ind i buret.

- Det ændrede vi på dagen, det skete. Det skete som et lyn fra en klar himmel, og det kommer aldrig til at ske igen, siger Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park til SE og HØR.

- Det er beklageligt, for den ene hændelse er en for meget. Derfor handlede vi selvfølgelig på det med det samme, fortsætter han.

Direktøren fortæller, at proceduren ved angrebet var helt efter bogen på linje med, hvordan der ellers håndteres geparder i parker - såsom at dyrepassen aldrig må være alene i buret med geparderne, og at man altid skal have sin alarmradio med.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/img_8020.jpg
 Privatfoto

Det her bliver forhåbentligt det sidste gepardangreb i Ree Park (Privatfoto)

Geparder i lømmelalderen

Der var heller intet, der tydede på, at en af geparderne ville gå til angreb.

Derfor har stedet også forsøgt at finde hoved og hale i, hvordan ulykken alligevel kunne ske. Direktørens første tanke var, de måtte have gjort noget forkert eller at dyret var sygt.

- Vi gennemgik alle papirerne, og det blev udelukket, at det kunne være rabies. Det er store, sunde og raske dyr. Det eneste, der kunne være årsagen, er, at denne gepard er én ud af en søskendeflok på seks store gepardhanner på 2,5 år, altså i lømmelalderen. De skal slå fra sig for at få noget spise, forklarer direktøren, som fortsætter:

- De har tidligere levet i et stort anlæg med tonstunge hvide næsehorn, og lige de her geparder har måske haft en opfattelse af, at size matters. De har måske ikke haft den naturlige frygt, når sådan en lille splint af en dyrepasser er kommet ind.

Det kan altså meget vel være, at geparden ikke har angrebet for at dræbe, men derimod for at markere sit territorium.

- Og gudskelov er vores mand på benene og på arbejde igen. Han elsker sine geparder. Der er ingen frygt hos ham, afslutter direktøren.

Geparden, der gik til angreb, er ikke blevet aflivet og har siden hændelsen opført sig normalt - og han bliver en "fantastisk avlshan" en dag.

SE og HØR har været i kontakt med Jens Jakob Uhrenholt, der ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Sponsoreret indhold