Krimi17. august 2022

Jennifer er savnet på 15. døgn: Leder i hele landet

17-årige Jennifer forsvandt 3. august, og har siden været eftersøgt vidt og bredt. Politiet har modtaget henvendelser fra hele landet

17-årige Jennifer Hedegaard Larsen forlod 3. august sin adresse i Køge, og har siden været savnet af hendes familie.

Derfor gik Midt- og Vestsjællands Politi også ud og efterlyste pigen offentligt, hvilket har resulteret i et stort antal henvedelser fra rundt om i landet.

Borgere i Næstved og på Bornholm mener at have set teenageren, der umiddelbart virker til at være forsvundet i et tilrettelagt forsvindingsnummer.

- Vi har fået flere henvendelser fra borgere flere steder i landet, der mener at have set hende. Aktuelt undersøger vi tips fra Næstved og Bornholm, siger Maria Sander-Hansen, der er kommunikationsmedarbejder i politikredsen til tv2 Lorry.

Efterlod brev

Den 17-årige pige efterlod før sin forsvinden et brev til sin familie, ligesom hun efterlod sit simkort til telefonen.

Den unge pige slettede derudover sine profiler på de sociale medier og hævede alle sine kontanter i en hæveautomat i Greve.

Politiet mener fortsat ikke, at der er tale om et kriminelt forhold i forbindelse med Jennifer Hedegaard Larsens forsvinden, men at hun er forsvundet af fri vilje.

Politiet beder fortsat offentligheden om hjælp til at finde den 17-årige pige.

Jennifer Hedegaard Larsen beskrives således af politiet:

Kvinde, 17 år gammel, cirka 163 centimeter høj, almindelig af bygning, og hun har skulderlangt blond/rødskært hår.

Hun kan være iført en sort hættetrøje/jakke, hvide/lyse bukser og sorte støvler.

Hun medbragte en mørkeblå skuldertaske med sorte stropper og flere forskellige sæt tøj samt personlige ejendele.

Sponsoreret indhold