Krimi13. april 2022

Jagter mistænkt efter skyderi i subway

Ti personer blev ramt, da en person iført gasmaske smed røgbomber og begynde at skyde i New Yorks subway. Nu har de offentliggjort navnet og sat ansigt på
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220412-162355-l-5500x3664ma.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Politiet i New York City vil gerne i kontakt med en mand ved navn Frank James efter et skyderi i et subwaytog i bydelen Brooklyn tirsdag.

Ifølge politiet har den 62-årige Frank James en tilknytning til en varevogn, som er sat i forbindelse med skyderiet.

- Vi leder efter Frank James. Vi ved, at han lejede den varevogn, siger efterforskningsleder James W. Essig på et pressemøde tirsdag aften lokal tid.

Det rapporterer NBC News. Og New York Post har sat ansigt på manden:

https://imgix.seoghoer.dk/skaermbillede_2022-04-13_kl._06.52.22.png

Sådan ser den mistænkte angiveligt ud. Politifoto

Under angrebet i kvarteret Sunset Park i Brooklyn smed gerningsmanden to røgbomber i subwayen, før vedkommende afgav 33 skud med en pistol.

Ti personer blev ramt af skud. I alt kom 13 mennesker til skade under hændelsen.

På en pressebriefing tidligere tirsdag fortalte New Yorks guvernør, Kathy Hochul, at den mistænkte er på fri fod, og at personen er farlig.

Politiet bekræftede ved samme briefing, at ti personer behandles efter at være blevet ramt af skud. Fem af dem er i kritisk, men stabil tilstand, lød det ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge politiet var det en passager om bord på et tog, der pludselig smed to røgbomber og begyndte at skyde løs. Personen, der endnu ikke er identificeret, skal have været iført en grøn refleksvest og en gasmaske.

Han skal også have slået flere folk, oplyser New Yorks politikommissær.

Politiet mener ikke umiddelbart, at der er tale om en terrorhandling.

Episoden udspillede sig i myldretiden tirsdag morgen lokal tid ved 36th Street og 4th Avenue nær Sunset Park i Brooklyn.

- Klokken 08.27 besvarede politiet et opkald fra en person i Brooklyns subway, fortalte en talskvinde for New Yorks politi tidligere tirsdag ifølge AFP.

Udenrigsministeriets Borgerservice i Danmark har også tweetet om episoden.

- Meldinger om skyderi på metrostationerne Sunset Park og Greenwood Heights, Brooklyn. Den mistænkte er fortsat på fri fod.

- Politiet efterforsker meldinger om ueksploderede genstande. Hold dig fra området omkring 36th Street og 4th Avenue de kommende timer, står der på Twitter.

Brooklyn er en af fem bydele i den amerikanske storby New York City. Brooklyn ligger sydøst for den nok mest kendte af bydelene, Manhattan.

Subwaystationen, hvor episoden tirsdag morgen lokal tid udspillede sig, ligger cirka syv kilometer syd for Brooklyn Bridge.

Det er en af tre broer, der forbinder Brooklyn med Manhattan.

Sponsoreret indhold