Italien i chok: En ældre kvinde sad død ved sit spisebord i TO år

Hvordan kunne det ske?
Sådan lød spørgsmålet over hele Italien, efter brandmænd 4. februar 2022 gjorde et uhyggeligt fund i en ældre kvindes hjem ved Comosøen.
Brandvæsnet var egentligt kaldt til stedet for at undersøge et væltet træ – men inde i huset gjorde de et særdeles uhyggeligt fund: Husets ældre beboer, den 70-årige Marinella Beretta – sad død ved sit spisebord. Og der havde hun efter alt at dømme siddet i to år.
Det skriver Unilad.
Den ældre kvinde blev sidst set i live af sine naboer i september 2019. Desværre var der altså ingen, der udtrykte bekymring, da ingen hverken så hende eller hørte fra hende de kommende år.
En obduktion viste, at Marinella Beretta havde været død i en længere periode. Retsmedicinerens bedste bud var, at hun havde siddet død ved sit spisebord i omkring to år, da hun blev fundet.
En efterforskning viste desuden, at Marinella Beretta formentlig var død af naturlige årsager – og at ingen altså havde savnet hende i alle de år.
Den tragiske sag fik efterfølgende de italienske myndigheder og politikere til at råbe vagt i gevær. Mange ældre i Italien lever i ensomhed – og politikerne ønskede nu at styrke indsatsen på ældreområdet for at forhindre, at lignende tragedier opstod.
Borgmesteren i Como opfordrede i dagene efter alle borgere til at tage del i Marinella Berettas begravelse for at vise sympati og for at ”få et øjeblik med refleksion og selvindsigt”. Borgmesteren deltog desuden selv i Marinella Berettas sidste rejse.