Krimi13. januar 2021

Iskoldt vejr med op til ti centimeter sne

Det kan flere steder i landet føles som helt ned til minus otte grader
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ls-vinterbilleder.13_preview.jpg
 Foto: Lene Samsø

Der er godt nyt til dem, der elsker snevejr.

For i løbet af onsdag aften skal der efter prognosen falde mellem to og syv centimeter sne - og nogle steder kan der falde mere endnu.

Det oplyser den vagthavende meteorolog ved DMI til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under tweetet ...

- I løbet af dagen kan der godt komme op til syv-otte centimeter sne, og nogle steder mere. Lokalt kan vi godt komme op på ti centimeter, siger meteorologen Mette Zhang.

Ifølge prognosen kan der især falde meget nedbør mellem Djursland og Limfjorden.

- Men om det faktisk lægger sig, og vil kunne opleves som et fine snedække, det kommer an på, om det falder som slud, siger Mette Zhang.

I store dele af Jylland falder sneen allerede onsdag morgen, mens resten af landet først må igennem byger med regn og slud, før sneen falder.

- Som kulden trænger ned over landet, så vil temperaturen falde. Så det bliver lidt en omvendt dag, hvor det er varmest om morgenen og koldest om aftenen, og i den forbindelse vil nedbøren gå over i sne, fortæller meteorologen.

Temperaturmæssigt ligger temperaturen lige mellem frystepunktet og fem graders varme, men det bliver altså koldere i løbet af dagen, så temperaturen sniger sig ned til omkring frysepunktet.

Da blæsten, der kommer nord fra, især ved kysterne byder på kulingsstyrke, vil det dog kunne føles meget koldere. Det kan føles som mellem minus tre og minus otte grader.

De kommende dage burde det også være muligt at finde kælken frem flere steder i landet, da sneen fra onsdag sandsynligvis bliver liggende, og der samtidigt er mere sne på vej.

- Det bliver koldt, så hvis der ligger noget sne, vil det blive liggende. Og i øjeblikket ser det ud til, at kulden er vedvarende med mulighed for dagsfrost de kommende dage, siger Mette Zhang.

Sponsoreret indhold