Krimi3. juli 2022

Ingen aflysning: Arrangør udskyder Harry Styles-koncert en time på trods af skyderi

Det lader ikke til at den planlagte koncert med verdensstjernen Harry Styles bliver ramt af en aflysning, selvom der på den anden side af vejen, i shoppingcenteret Field’s, blev affyret flere skud
Harry Styles-koncerten i Royal Arena har rigtig mange danske fans glædet sig til længe. På trods af det voldsomme skyderi i shoppingcenteret Field's på Arne Jacobsens Allé, lader koncerten til at blive afholdt 
Harry Styles-koncerten i Royal Arena har rigtig mange danske fans glædet sig til længe. På trods af det voldsomme skyderi i shoppingcenteret Field's på Arne Jacobsens Allé, lader koncerten til at blive afholdt
 Foto: TKP/MEGA

SENESTE: Nu er koncerten aflyst

Arrangøren Live Nation skriver indtil videre på deres sociale medier, at koncerten med popstjernen Harry Styles i multiarenaen Royal Arena søndag aften forløber stort set planmæssigt.

Dette er til trods for, at der søndag opstod en alvorlig situation på gangene i shoppingcenteret Field’s på Amager.

Centeret ligger bare 600 meter fra Royal Arena, hvor menneskemængderne på vej til koncert tidligere søndag aften blev opfordret til at blive væk fra.

– Vi er i dialog med artisten, og pt. er koncertstart sat til 21.00. Vi er opmærksomme på at vejene omkring arenaen er lukket og det kan tage længere tid at komme til koncerten, skriver arrangøren Live Nation Denmark på Facebook.

Så på nuværende tidspunkt er det altså planen, at koncerten bliver afholdt, blot en time efter den skulle have været gået i gang.

Lignende melding kommer fra SE og HØRs egen reporter, der er til stede inde i Royal Arena, og som venter på, at Harry Styles-koncerten går i gang.

– De meddelte, at de udskød koncerten, for at flere ville kunne nå at komme ind. Folk jublede og virkede opbakkende omkring beslutningen, fortæller hun.

Smagløst?

Live Nations beslutning om at afholde koncerten ovenpå hændelsen i Field's vækker umiddelbart vrede og undren flere steder på de sociale medier.

For eksempel skriver DR-korrespondent Tinne Hjersing Knudsen, at hun umiddelbart ikke kan forestille sig, at den britiske popstjerne har lyst til at spille for et halvfyldt Royal Arena efter de skrækkelige begivenheder på den anden side af gaden.

– Harry Styles er brite. Det er kun fem år siden, der var et forfærdeligt terrorangreb i Manchester efter en Ariana Grande-koncert. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, han har lyst til at give den koncert, skriver hun.

Se hendes opslag her:

Søndag aften meldte politiet om skyderi i shoppingcenteret Field’s på Amager, i København. Videoer inde fra centeret begyndte hurtigt at florere på de sociale medier, og politiet har nu meldt ud, at der er pressebriefing klokken 20.45.

Det vides endnu ikke, hvor mange der er kommet til skade ved skyderiet, men Rigshospitalet har for kort tid siden bekræftet, at mere end tre personer er indlagt til behandling.

I mellemtiden er politiet fortsat til stede ved Field's, der er spærret af. Det samme gælder vejene ind til Royal Arena, hvor der tilsyneladende dog er blevet lukket flere fans ind.

Sponsoreret indhold