Krimi27. december 2023

Influencer dræbt: Mand skød sin kone foran datteren

Den tragiske hændelse udspillede sig midt på en parkeringsplads for øjnene af parrets datter
Theresa Cachuela blev kun 33 år gammel. 
Theresa Cachuela blev kun 33 år gammel.
 Foto: GoFundMe

En hawaiiansk kvinde og influencer er ifølge flere internationale medier blevet skudt og dræbt af sin egen mand.

Den 33-årige Theresa Cachuela var fredag sammen med datteren i et shoppingcenter i Honolulu på Hawaii, da hendes fraseparerede mand, Jason Cachuela, dukkede op på parkeringspladsen.

Her trak den 44-årige mand en pistol frem og skød eftersigende kvinden for øjnene af parrets 11-årige datter.

Det skriver PEOPLE.

Theresa Cachuela, som havde omkring 20.000 følgere på Instagram, blev ifølge det lokale politi erklæret død på stedet.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Jason Cachuela blev senere fundet død, og politiet undersøger nu, hvorvidt hans død skyldes selvmord.

Blot få uger før drabet havde Theresa Cachuela anmodet om et midlertidigt tilhold mod sin mand, da han ifølge hende havde truet med selvmord ved at holde en kniv op til sin hals, mens parrets datter var til stede.

I kølvandet på drabet har familien til den 33-årige kvinde oprettet en GoFundMe.

- Min datter fortjente ikke det her. Hun prøvede ihærdigt at få hjælp, men systemet svigtede hende, skriver hendes mor på hjemmesiden.

Sponsoreret indhold