Influencer dømt for at udbrede børneporno: Sendte live på Instagram
En nu 30-årig influencer fra Vestjylland har brugt det sociale medie Instagram til at udbrede børneporno til sine følgere.
Det konkluderer Retten i Holstebro, der torsdag har sat punktum i en sag, der tog sin begyndelse en fredag aften i april 2021.
Her viste den dengang 28-årig instagrammer under en livesending en video til sine følgere, hvor en pige på 14 år gav oralsex til en mand.
Politiet ved ikke, hvor mange af de godt 40.000 følgere, der har set det børnepornografiske materiale. Sikkert er det, at barnet, der i 2021 maksimalt har været 14 år, har fået krænket sin blufærdighed, som det hedder i anklageskriftet.
Dommeren og de to domsmænd ved Retten i Holstebro nåede på baggrund af en stribe vidner frem til, at influenceren skal straffes med 30 dages betinget fængsel.
Anklageren fra Midt- og Vestjyllands Politi mente desuden, at influenceren burde udvises af Danmark.
Det var dog ikke grundlag for, vurderede retten. Det byggede retten blandt andet på, at manden har boet en stor del af sit liv i Danmark.
Foruden de 30 dages betinget fængsel er manden blevet pålagt at betale sagens omkostninger og en erstatning på 5000 kroner til pigen, der var med i videoen.
Influenceren modtog dommen, og hans Instagram-konto er i dag gjort privat.
Det betyder, at kun godkendte følgere kan se kontoens indhold.