Krimi1. februar 2024 (opd. 1. februar 2024)

Indløste vinderkuponer knap 2000 gange: Anklages for millionsvindel

Tre personer anklages for svindel for 5,6 millioner kroner ved at indløse allerede udbetalte vinderkuponer

Tre mænd har ved hjælp af udspekuleret svindelnummer snydt sig til 5,6 millioner kroner.

Sådan lyder anklagen torsdag i Retten i Aarhus mod tre mænd på henholdsvis 27, 37 og 39 år.

Mændene beskyldes for at have indløst to vinderkuponer fra Danske Spil ikke bare én, men hele 1697 gange.

Det skete over tre dage i april 2023 i et supermarked i Tranbjerg ved Aarhus, lyder anklagen.

De tre mænd skal ifølge anklagen have indtastet eller scannet vinderkuponerne og overført pengene til konti i England, Belgien og Litauen.

Der er videoovervågning, kontooplysninger og vidneforklaringer, der underbygger anklagen, lyder det i retten fra anklagerfuldmægtig Morten Lassen.

Det er endnu ikke kommet frem, hvordan det kunne lade sig gøre at scanne eller indtaste de samme vinderkuponer flere gange.

Men anklageren har fortalt, at kasseterminalen stod i en gang i et butikscenter og kunne tilgås efter supermarkedets lukketid.

En af de tiltalte, den 39-årige mand, er også tiltalt for at have svindlet sig til 400.000 kroner ved at turnere rundt til købmænd, kiosker og tankstationer i Jylland og på Fyn og indløse allerede udbetalte vinderkuponer.

Det er endnu ikke kommet frem, hvad de mange penge fra svindlen skal være brugt til.

Udover fængselsstraf kræver anklageren også, at der konfiskeres et ikke nærmere specificeret pengebeløb hos de tre mænd.

To af mændene nægter sig skyldig i alle anklager, mens den tredje person erkender sig skyldig i hæleri for et mindre pengebeløb.

En 27-årig mand afgiver som den første forklaring i retssal 3.

Han afviser at have deltaget i svindlen.

Han hævder, at han af tre personer fra bandemiljøet i Brabrand, som han skyldte penge, blev presset til at aktivere en bankkonto og overlade sin mobiltelefon til dem.

Hvem de tre personer er, vil han ikke røbe.

- Nej, nej, det vil jeg ikke. Jeg har selv børn, og jeg er også bange på deres vegne, lyder det i retten.

På grund af den angivelige bandetilknytning er der skærpet bevogtning ved retten.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at flere end de tre tiltalte har medvirket til svindlen.

Flere mænd er således sigtet i sagskomplekset, og sagerne mod dem behandles særskilt, har anklageren oplyst.

Der er afsat seks dage til behandling af sagen, og der ventes at falde dom i marts.

Sponsoreret indhold