Krimi24. januar 2023

I dag begynder omfattende retssag mod Danmarks største stalker

Den 57-årige mand er tiltalt for 697 grove opslag og kommentarer om sin ekskone på sociale medier
Over 30.000 gange har manden kontaktet kvinden og deres børn i det, der har udviklet sig til den mest omfattende stalkingsag i Danmark.
Over 30.000 gange har manden kontaktet kvinden og deres børn i det, der har udviklet sig til den mest omfattende stalkingsag i Danmark.
 Foto: Scanpix Denmark

Tirsdag begynder en omfattende sag om stalking ved retten i Aarhus.

På anklagebænken sidder en 57-årig mand, der er tiltalt for ”ikke under 697 opslag eller kommentarer med groft og personligt indhold” om hans ekskone og parrets børn i perioden 12. marts 2021 til 24 september 2022. Det fremgår af anklageskriftet, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i.

Derudover er manden også tiltalt for at have opsøgt ekskonen på hendes nye adresse og for at have delt en video, der gengav en graviditetsscanning, ekskonen fik foretaget, da hun var gravid med det ene af deres to fælles børn.

Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt i september. Når han tirsdag tager plads i retten, er det fjerde gang, han sidder tiltalt for at bryde tilholdet mod sin ekskone. Denne gang lyder tiltalen også på stalking, som siden januar 2022 har været ulovligt.

- Det, at vi er ude på fjerde retssag, er helt tosset. Der er et eller andet galt, siden han igen og igen skal foreholdes de samme ting. Hvorfor ikke bare stoppe og give mig fred? Jeg ved ikke, hvad der skal til for at få ham til at stoppe, siger den udsatte kvinde, der ikke ønsker sit navn frem.

I fire år har eksmanden forfulgt hende. Over 30.000 gange har han kontaktet kvinden og deres børn i det, der har udviklet sig til den mest omfattende stalkingsag i Danmark.

I modsætning til de tre foregående retssager er kvinden denne gang indkaldt som vidne. Frygten for at skulle se sin eksmand og stalker i øjnene har fået hende til at anmode retten om, at han føres ud af retten, mens hun afgiver sin forklaring.

- Det er så forfærdeligt og angstprovokerende. Jeg ved ikke, om jeg skal sidde overfor ham. Det håber jeg ikke. Jeg håber, at retten vil sørge for, at vi ikke skal sidde overfor hinanden, fordi jeg så bogstaveligt talt skal se min frygt i øjnene. Jeg har været et nervevrag, siden den indkaldelse kom, fortæller kvinden.

TV 2 ØSTJYLLAND har tidligere fortalt indgående om sagen, der strækker sig over adskillige år og mange tusinde beskeder og telefonopkald.

Ifølge offeret begyndte problemerne allerede, mens parret stadig var gift, hvor manden overvågede sin kone via overvågningskameraer og gps. Hun forlod ham hen over sommeren 2018, og derefter begyndte den egentlige stalking med tusindvis af beskeder og kommentarer på mail, sms og sociale medier samt opkald på telefon og FaceTime.

I december 2018 anmeldte offeret sin eksmand til politiet første gang. Det førte til, at han 3. januar 2019 fik et polititilhold, der forbød ham direkte eller indirekte at kontakte eller følge efter ekskonen, der samtidig fik særtilladelse til at bære peberspray.

Det hjalp bare ikke. De følgende ni måneder brød han tilholdet 1516 gange. Manden fik den ene fængselsdom efter den anden, men stalkingen fortsatte, og 4. juni 2020 blev tilholdet udvidet til også at gælde børnene.

Ved grundlovsforhøret i september udtalte manden, at han ikke var klar over, at han ikke måtte omtale ekskonen på de sociale medier, da han kun havde skimmet tilholdet.

Han gav desuden udtryk for, at det ikke kunne passe, at han ikke måtte fortælle sin version af sagen, da hans ekskone havde medvirket i podcasten ”Forfulgt af Danmarks største stalker” hos TV2 ØSTJYLLAND i februar 2022.

Sagen kommer til at køre over fem retsdage, og der ventes dom 1. marts. Den kan danne præcedens for fremtidige sager om stalking, da en ny lov, der kriminaliserer stalking, trådte i kraft i januar 2022. Indtil da var stalking kriminaliseret gennem tilholdsloven.

Den nye bestemmelse betyder, at færre betingelser skal være opfyldt, før et forhold kan straffes. Samtidig skærpes straffen for stalking. Gennem den gamle bestemmelse i tilholdsloven kunne stalking straffes med bøde eller op til to års fængsel. Nu skærpes straffen, så det kan give op til tre års fængsel.

Sponsoreret indhold