Krimi21. december 2020

Hundeejer udlodder dusør: Arnold sparket til blods foran Netto

Ejeren har anmeldt episoden til politiet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/arnold_1.jpg
 Privatfoto

Mandag formiddag fik en hundeejer i Slagelse sig noget af et chok, da han havde gjort sine indkøb i Netto på Korsgade.

Hundeejeren Alexander Lindhardt var kun inde i butikken i seks minutter, hvor han lod sin hund Arnold vente udenfor.

Trods den korte ventetid, nåede en person at overfalde hunden Arnold og sparke ham, så han fik blodige mærker i hovedet.

Ifølge Alexander Lindhardt overværede en ældre kvinde episoden, der fortalte ham, at hunden var blevet sparket.

Hundeejeren har efterfølgende lavet et opslag på Facebook, hvor han udlodder en dusør.

"DUSØR på 5000 kr for navnet på vedkommende der har sparket min hund Arnold ude foran Netto på korsgade i Slagelse mellem 10.30 og 10.36," lyder det i opslaget.

Opslaget er delt over 3000 gange, hvor flere brugere raser over den forfædelige gerning.

Heldigvis er Arnold ved godt mod, oplyser Alexander Lindhardt.

"Arnold er heldigvis en rigtig mental stærk hund, så han er okay psykisk," lyder det i Facebook-opslaget.

Episoden er anmeldt til politiet.

Sponsoreret indhold