Krimi31. juli 2020

Hund død med coronavirus

En schæferhund, der var den første hund til at teste positiv for coronavirus i USA, er nu død
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/depphotos171092.jpg
 Foto: MEGA

I april fik schæferhunden Buddy åndedrætsbesvær. Hans ejer Robert Mahoney, der blev testet positiv for coronavirus i påsken, var overbevist om, at hans firbenede ven var blevet smittet med coronavirus.

Det er National Geographic, der kan fortælle Buddys historie.

Ugerne gik og Buddy mistede appetiten og blev mere og mere dvask. Efter at have besøgt tre forskellige dyrlæger fik Robert Mahoney endelig mulighed for at få sin hund testet for coronavirus.

Den 15. maj blev Buddy testet, og et par dage efter forelå testresultatet: Syv-årige Buddy var syg med coronavirus.

En test fem dage senere viste, at der ikke længere var virus i Buddys krop, men han døjede stadig med åndedrætsbesvær og havde også blod i sin urin.

Familiens anden hund, Duke på 10 måneder, testede negativ for coronavirus, men der blev fundet antistoffer i hans blod.

Den 11. juli begyndte Buddy at kaste blod op, og derfor ilede familien til dyrlægen med deres firbenede ven, hvor det blev besluttet, at Buddy ikke længere skulle lide.

Senere viste tests, at Buddy højst sandsynligt havde lymfekræft, og det står endnu uklart, om hans symptomer skyldtes lymfekræften eller coronavirus.

I USA har myndighederne registreret mindst 12 hunde og 10 katte, som er testet positiv for coronavirus. Buddy er den første hund i USA, der dør med coronavirus.

Sponsoreret indhold