Hornsleth i vanvidskørsel: - Jeg har fået en Porsche

Foto: Kaspar Wenstrup

Med 400 hestekræfter under kølerhjelmen på en Porsche Panamera er det næsten uundgåeligt ikke at køre for stærkt, må man forstå.

Især hvis man hedder Kristian von Hornsleth.

Hele to gange er multikunstneren nemlig blevet taget for at køre for stærkt af politiet. Og det er ikke bare lidt for stærkt.

Hornsleth har banket speederen i bund på sin Porsche, hvilket han gerne indrømmer.

- Jeg har fået en Porsche, siger Kristian von Hornsleth til SE og HØR om fartforseelserne.

Lige nu er han tv-aktuel i programmet ”Over Atlanten”, og det kan være båden bliver Hornsleths foretrukne transportmiddel i fremtiden.

SE og HØR har fået aktindsigt i anklageskriftet mod 57-årige Kristian von Hornsleth, der står til at miste kørekortet.

Ifølge anklageskriftet fremgår det, at han første gang den 27. september i 2017 blev taget for at køre for stærkt på Køge Bugt Motorvejen ved Ishøj. På en strækning hvor den tilladte fartgrænse er på 110 km/t kørte Hornsleth 161 km/t.

Anden gang lovens lange arm havde fat i billedemægleren var den tunge fod igen placeret på speederen. Denne gang den 9. januar 2019. Ifølge anklageskriftet kunne politiets fartmåler næsten ikke fange Hornsleths Porsche.

Artiklen forsætter under billedet...

Første afsnit får premiere søndag 22. marts kl. 21.00.

Kristian von Hornsleth er med i tv-programmet "Over Atlanten" med Jesper Vollmer, Anders Lund Madsen, Wafande, Julia Sofia og Katerina Pitzner. Foto: Kaspar Wenstrup

I starten af Strandvejen ved den legendariske Tuborg-flaske kørte Kristian von Hornsleth ’mindst 120 km/t’, som der står i anklageskriftet. Det er en byzone, hvor den tilladte fartgrænse er 50 km/t.

Det er en overskridelse på over 100 procent.

Piber ikke

Den farverige kunstner, der er kendt for sin provokerende attitude, er heller ikke bleg for at skyde skylden på samfundet.

- Rent retsfilosofisk var jeg ikke med til det møde, hvor det blev besluttet, at man ikke må køre for stærkt, siger Kristian von Hornsleth og uddyber.

- Her i landet har vi et flertalsdiktatur, der er ikke noget at gøre ved det. Det er småborgerlige normer. Men man må tage sin straf som en mand, så jeg piber ikke over det.

Men du har vel taget et kørekort, og derved kender færdselsloven?

- Det var vist klokken to om natten. Der var ingen på gaden, og jeg kørte efter forholdene, siger kunstneren.

Ifølge politiets anklageskrift var klokken 11.50, da Kristian von Hornsleth blev stoppet af politiet, efter at have kørt mindst 120 km/t på den tæt befærdet vej i Hellerup.

Håber på mild straf

Begge fartforseelser ligger over to år tilbage, hvilket får Hornsleth til at håbe på en mildere straf.

- Vi håber på, at jeg kan få lov til at generhverve kørekortet, da politiet har nølet sagerne i så lang tid. Det er jo over to år siden, siger han.

Han fortæller, at han lige siden har kørt meget pænt i sin Porsche.

- Men altså sådan er det, når jeg skal spille smart, lyder det kækt fra Kristian von Hornsleth.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close