Hjerteskærende: Kvindeligt drabsoffer fik aldrig ringet tilbage til mor

"Mor, jeg har lige en klient. Når jeg er færdig med behandlingen, så ringer jeg tilbage."
Men den 39-årige frisør nåede aldrig at ringe tilbage, før hun blev likvideret i et bandeopgør i Sydney, Australien.
I stedet blev moren, Elham Meliji, mødt med beskeden om, at hendes datter formentlig var et uskyldigt offer i det blodige angreb.
Det skriver det australske medie news.com.au.
Under skudvekslingen blev 48-årige Lametta Fadlallah, der er kendt som "gangster-konen", ligeledes dræbt, mens en ung mand på 20 samt en pige på 16 overlevede skudattentatet.
Elham Meliji, mor til Amy Hazouri, var på dagen for drabet i kontakt med sin datter to gange.
- Om morgenen fortalte hun, at hun skulle farve en klients hår færdigt, og at hun derefter ville ringe til mig, har moren udtalt til et medie.

Ifølge moren var Amy Hazouri igang med planlægningen af sin forlovelsesfest, der skulle foregå til november.
Her skulle hun giftes med en libanesisk mand, hun mødte i starten af coronapandemien.
Siden kvindens tragiske død er der blevet opretten en Gofundme side, der skal sørge for at bringe liget af Amy Hazouri hjem til familien i Libanon.
- Amy Hazouri var min smukke søster, der blev uskyldigt dræbt i det sydvestlige Sydney 13. august.
- Hun var eneforsørger af vores familie i Libanon. Vi har brug for penge til at bringe Amy hjem for at blive begravet.
I skrivende stund er der samlet hele 23.000 australske dollars ind (cirka 117.000 kroner red.)
"Gangster-konen" var målet
Politiet betragter skudattentatet som et planlagt drab, der trækker tråde til det kriminelle miljø i Australien.
48-årige Lametta Fadlallah, der ligeledes blev skudt og dræbt under attentatet, var et kendt ansigt i det kriminelle miljø i Sydney.

Hun har tidligere været gift med den prominente gangster Helal Safi, der efter at have overlevet 42 knivstik i et australsk fængsel, endeligt blev slået ihjel tilbage i 2021.
Lametta Fadlallah har derudover været i et romantisk forhold med en anden velkendt gangster.
- Hun har formentlig gjort noget, der har skabt problemer, og på den måde har hun gjort sig selv til et mål, udtaler professor Michael Kennedy, der er tidligere efterforsker for australsk politis organiserede kriminalitets enhed.