Her er Tom Hagens mystiske løgn
Det var som om, Anne-Elisabeth Hagen bare forsvandt ud i det rene ingenting. Den 31. oktober 2018 var ellers en helt normal onsdag.
Klokken 09:14 havde hun en helt normal - og måske også banal og kedelig telefonsamtale - med sin søn.
Da opkaldet sluttede, forsvandt det sidste spor af den 68-årige milliardærhustru også.
En elektriker forsøgte lidt senere på formiddagen at fange Anne-Elisabeth på telefonen, så han kunne komme forbi og skifte en pære. Det havde de aftalt noget tid forinden.
Men hun tog ikke telefonen.
Artiklen fortsætter under billedet...

Anne-Elisabeth og Tom Hagen fejrede 49-års bryllupsdag seks dage, før hun forsvandt. Venner beskrev ægteskabet som lykkeligt. De skulle måske have en hundehvalp, men ellers var alt, som det plejede. Foto: Ritzau Scanpix
Hun svarede heller ikke, da hendes rigmand gennem 49 år, Tom Hagen, forsøgte at få fat i hende.
Anne-Elisabeth var som sunket i jorden.
Én af Norges mest opsigtsvækkende kriminalsager havde taget sin begyndelse.
I dag - næsten to år efter Anne-Elisabeth Hagen forsvandt - ved vi, at ikke alt var, som det udadtil synede.
VILDLEDTE EFTERFORSKERNE
Tirsdag den 28. april blev 70-årige Tom Hagen anholdt i parrets hjem i Lørenskog få kilometer øst for Oslo, da han var på vej på arbejde.
De seneste måneder havde norsk politi i al hemmelighed haft rigmanden i søgelyset.
De troede ikke på hans historie om den ulykkelige ægtemand, der var bekymret for sin forsvundne hustru.
De mente i stedet, at det hele var spil for galleriet.
Artiklen fortsætter under billedet...

Med en formue på 1,3 mia. er Tom Hagen én af Norges rigeste. Hans enorme formue har han oparbejdet via salg og køb af strøm og ejendomme. Foto: Ritzau Scanpix
Det var dengang - og er stadig i dag - politiets opfattelse, at Tom Hagen alene – eller sammen med andre – planlagde drabet på sin hustru og selv fabrikerede en lang række af falske spor for at vildlede efterforskerne.
Tom Hagen fastholder modsat, at han er offer, og at hans elskede hustru blev kidnappet den onsdag formiddag for snart to år siden.
Samme historie fortalte han, da han den skæbnesvangre dag for to år siden slog alarm til politiet. Han forklarede, at han var vendt hjem fra job omkring lidt tidligere end vanligt til et syn, der bekymrede ham:
Flere af hustruens ejendele lå spredt i entreen, han fandt en efterladte plastikstrip – og et mystisk og tætskrevet brev på adskillige A4-sider.
Artiklen fortsætter under billedet...

Parret havde boet her - på Sloraveien 4 - i næstne 40 år. Foto: Ritzau Scanpix
Brevet var fyldt med stave- og slåfejl, men indholdet var ikke til at tage fejl af: Betalte Tom Hagen ikke ni millioner euro - cirka 67 millioner danske kroner - ville hustruen blive dræbt.
Bagefter ville gerningsmanden lægge drabsvideoen på internettet, så alle kunne se det grufulde drab.
- Vi har din kone, Anne-Elisabeth. Hvis du vil se hende igen, så må du læse og følge instrukserne, stod der også.
MYSTISKE SPOR
Norsk politi slog hurtigt bortførelsesalarm.
De frygtede, at gerningsmænd overvågede parrets bolig på Sloraveien 4. Derfor ankom de i forklædning til huset i lejede biler fra Avis – og de arbejdede forsigtig i og omkring huset for ikke at afsløre, hvad de lavede.
Artiklen fortsætter under billedet...

Politiet ransager Tom Hagen og Anne-Elisabeth Hagens hjem. Foto: Ritzau Scanpix
De gennemgik et overvågningskamera nær Tom Hagens kontor, og her fandt de, hvad de troede var første spor:
En mørkklædt mand kom gående den pågældende morgen. Han kom gående forbi Tom Hagens kontor for så pludseligt at vende 180 grader og gå i samme tempo den anden vej. Var han gerningsmand eller én medgerningsmand?
De fandt også et mystisk fodaftryk i parrets hjem, som de ikke vidste hvem tilhørte.
Og så var der ikke mindst det mystiske trusselsbrev.
I ti uger arbejdede politiet i al hemmelighed. Kun den allernærmeste familie vidste, at Anne-Elisabeth var forsvundet.
Derfor forsatte Tom Hagen med at passe sit arbejde – dog indesluttet og stille, som flere kolleger bemærkede.
KRYPTISKE MAILS
Politiets eftersøgning endte konstant blindt, og derfor besluttede de 9. januar 2019 at indvie offentligheden. På et storstilet pressemøde fortalte politiet om den sag, de i ti uger havde arbejdet intenst på - men som endnu ikke var opklaret.
- Politiet har naturligvis flere hypoteser i sagen. Men vores hovedtese har hele tiden været, at hun er blevet bortført fra sit hjem mod sin vilje, sagde politiinspektør Tommy Brøske på pressemødet.
Historien blev fluks forsidestof i hele Norge og resten af Norden. Tom Hagen var med en formue på 1,3 milliarder kroner én af landets rigeste. Hvem ville ham noget ondt?
Og hvem kunne finde på at tage hans hustru, lød det bekymret fra mange.
Artiklen fortsætter under billedet...

Huset er blevet endevendt flere gange af politiet. I begyndelsen var det også beslaglagt, men det er det ikke mere. Foto: Ritzau Scanpix
Politiet modtog over 70 nye tip, efter de var stået frem. Men ingen af de nye tips indeholdt brugbare spor, som de kunne følge.
I de følgende uger modtog Tom Hagen også en række kryptiske e-mails, hvor der stod, at han skulle betale en større sum penge for at få et livstegn fra sin hustru.
Men efterforskerne kunne ikke få kontakt til de påståede kidnappere.
Efterforskerne begyndte at undre sig.
- Der er noget i sagen, som bare ikke rimer, sagde en politikilde til VG.
Politiet undrede sig også over Tom Hagen. Hvorfor havde han ikke udlovet en dusør? Nu var sagen jo offentlig kendt.
Den sky rigmand sagde ikke meget, men passede i stedet sin virksomhed.
Det var formentlig på dette tidspunkt, at politiet begyndte at rette blikket mod den 70-årige ægtemand. Det anede Tom Hagen dog intet om. For den nye undersøgelse, som politiet iværksatte, foregik i dybeste hemmelighed.
I al fortrolighed begyndte politiet at grave i parrets ægteskab og opdagede, at det måske ikke var så lykkeligt, som venner og familie troede.
Noget tydede på, at Anne-Elisabeth ville skilles. Havde det fået Tom Hagen til at se rødt?
Artiklen fortsætter under billedet...

Ville Anne-Elisabeth Hagen skilles, og er det årsagen til, at hun er forsvundet i dag? (Foto: Ritzau Scanpix)
Politiet installerede aflytningsudstyr i huset. De ville vide, hvad han sagde, når han troede, at han var alene.
Politiets nye efterforskning kulminerede tirsdag den 28. april 2020, da betjente overraskede ham tidligt om morgenen, da han var på vej på arbejde.
Han blev anholdt og sigtet for drab eller medvirken til drab på sin hustru gennem 49 år.
- Politiet mener, at denne sag bærer præg af en tydelig planlagt vildledning. Undervejs - mens politiets andre teorier blev svækket - er politiets mistanke mod Tom Hagen gradvist blevet styrket, fortalte politiet på et pressemøde.
Den sky rigmand blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, men den 8. maj afgjorde Højesteret, at han skulle løslades.
Derfor forlod rigmanden fængslet og er dermed en fri mand i dag.
Han er dog fortsat fængslet i sagen.
Tom Hagen er dog fortsat sigtet i sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- Vores mål er stadig at finde Anne-Elisabeth Hagen og finde ud af, hvad der er sket med hende, udtalte politiet i en pressemeddelelse.
Tom Hagen nægter sig fortsat skyldig.