Krimi5. september 2023

Her er dommen: Syv års fængsel for vanvidskørsel

Dødskørsel på Storebælt giver en dom på fængsel i syv år
Storebælt, hvor episoden udspillede sig.
Storebælt, hvor episoden udspillede sig.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En bilist er tirsdag idømt fængsel i syv år for vanvidskørsel, der kostede menneskeliv. Ulykken skete på Storebælt i august sidste år.

Det er den længste straf, Østre Landsret har fastsat i en færdselssag, oplyser anklager Robert Rafn fra Statsadvokaten i København.

I 2021 blev loven skærpet, og straffen blev sat væsentligt op i de tilfælde, hvor en trafikant kører så groft og farligt, at det kan betegnes som vanvidskørsel.

Ved ulykken på Storebælt kørte den 33-årige Patryk Macin Bradtke med høj fart ind i en bil ved betalingsanlægget. En kvinde fra Randers mistede livet. Hun blev 61 år.

Manden var påvirket af kokain og af hash, og i øvrigt var promillen var 1,95. Bilen, en ældre Alfa Romeo, kunne ikke bremse. Forinden foretog han på broen flere hasarderede overhalinger og bragte folk i fare.

I Østre Landsret har sagen om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder været vurderet af tre landsdommere og tre lægdommere, og de var ikke enige om resultatet.

Fire stemte for fængsel i syv år, en voterede for otte år, mens den sidste mente, at ni år var den rigtige sanktion, oplyser anklager Robert Rafn. Selv påstod han en straf på ni eller ti års fængsel.

Ved dommen er bilisten, der er polsk statsborger, blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Desuden er han frakendt førerretten i ti år.

Da sagen i foråret blev behandlet af byretten i Næstved, blev straffen fastsat til fængsel i otte år. Bilisten havde anket til landsretten for at få en mildere sanktion.

I anklageskriftet indgår også et tidligere tilfælde af vild kørsel. I september 2021 kørte han for eksempel med 130 kilometer i timen i Vejle og drønede flere gange over for rødt.

Denne sag nåede dog ikke at blive afgjort i retten, før det endte fatalt på Storebælt.

Det skyldes lange ventetider ved Retten i Horsens, hvilket rettens chef tidligere har udtrykt dyb beklagelse over.

- Det er så trist. Det er en af de sager, jeg kan få ondt i maven over, har retspræsident Trine Poulsen tidligere sagt til Ritzau.

Ved landsrettens dom er begge biler i øvrigt blevet konfiskeret.

Sponsoreret indhold