Ekspert om dagens smittetal: - Vi skal åbne mere op
Dagens smittetal lyder på 612 bekræftede smittetilfælde ud af 210.034 tests. Det giver en positivprocent på 0,29.
Det fremgår af nye tal fra Statens Serum Institut.
Der er 19 nye indlæggelser det seneste døgn, og det samlede antal indlæggelser er på 211. Det er et fald på fire siden i går.
Af de indlagte ligger 40 på intensiv, mens 24 er i respirator.
Der er sket to dødsfald siden i går, hvilket bringer det samlede dødstal op på 2393.
SE og HØR har talt med professor i biokompleksitet på Københavns Universitet Kim Sneppen, der er forbløffet over, at dagens smittetal igen er i den lave ende.
- Det er gået meget bedre end forventet. Det er næsten for godt til at være sandt, siger han.
Han opfordrer derfor til, at man begynder på næste skridt i genåbningsplanen.
- Hvis jeg var politiker, ville jeg begynde at åbne mere op allerede nu. Vi kan godt give det en skrue mere, siger Kim Sneppen.
Hvor vil du så foreslå, at man åbner op?
- Jeg har ondt af gymnasieeleverne. De har jo næsten ikke set hinanden. Og jeg synes også, at eleverne i skolerne i højere grad skal tilbage.
- Vi skal også se på nogle af de erhverv, der er særligt hårdt ramt, siger han.
Kim Sneppen mener dog, at man skal vente lidt med at åbne restauranter og barer.
- Det ville være lidt vovet.
- Men man kan godt åbne for udeservering. Hvis man kan sidde under varmelamper med afstand, så kunne det være okay, siger han.