Krimi1. marts 2021

Ekspert om dagens smittetal: - Det er forbløffende

Sundhedsmyndighederne har netop offentliggjort dagens smittetal
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Der er i dag registreret 497 nye smittetilfælde ud af 138,184 prøver. Det giver en positivprocent på 0,36.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Der er 22 nye indlæggelser, og det samlede antal indlagte er nu på 243. Det er en stigning på 12 siden i går.

Der er 44 patienter på intensiv, mens 21 ligger i respirator.

Der er registreret 4 nye dødsfald siden i går, hvilket bringer det samlede dødstal op på 2365.

SE og HØR har talt med professor i biokompleksitet ved Københavns Universitet Kim Sneppen, der er positivt overrasket over dagens smittetal.

Han havde forventet, at tallene var steget en del mere på nuværende tidspunkt.

- Det er forbløffende - meget bedre end jeg troede. Smitten er nogenlunde konstant, og det kan vi godt leve med.

- Jeg ved ikke, om det er forårsvejret, der hjælper os, men det kan godt være, siger han.

Desuden bider han mærke i, at også dødstallet fortsætter med at være lavt.

- Vi har jo fået vaccineret en del af dem, der ville kunne dø af corona. Så det kan faktisk godt være, at vi ser effekten af vaccinerne i tallene, siger Kim Sneppen.

Sponsoreret indhold