Krimi13. januar 2021

Ekspert om smittetal: Det ser skidegodt ud, men...

Sundhedsmyndighederne har netop offentliggjort dagens smittetal
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Onsdag er der registreret 1358 nye smittetilfælde. Der er foretaget 82.795 tests siden i går. De positive tests udgør 1,64 procent af det samlede antal tests.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Der er 85 nye indlæggelser i dag. Det samlede antal indlæggelser er på 859. Det er 58 færre end i går.

137 af de indlagte ligger på intensivafdelling, hvoraf 90 får hjælp til at trække vejret gennem en respirator.

Der er registreret 37 nye dødsfald med COVID-19, hvilket bringer det samlede dødstal op på 1660.

SE og HØR har talt med professor i biokompleksitet på Københavns Universitet Kim Sneppen om dagens smittetal.

Han er begejstret for at positivprocenten og antallet af nye indlæggelser begge er faldet.

- Det ser skidegodt ud. Jeg har ventet lang tid på, at indlæggelserne skulle komme ned, siger Kim Sneppen og tilføjer, at han forventer tallene kommer til at falde endnu mere.

Når smittetallene ser positive ud, kan det virke mærkeligt, at regeringen ser ud til at ville forlænge restriktionerne, der står til at udløbe på søndag.

Men på grund af den britiske coronavariant er det det rigtige at gøre, mener Kim Sneppen.

- Hvis det bare var de her tal, man kiggede på, så ville jeg sige, at man skulle lempe restriktionerne. Det gør ondt på folk.

- Men det er den britiske mutation, vi slås mod. Derfor kan jeg godt forstå, man forlænger restriktionerne, siger han.

Sponsoreret indhold