Krimi3. april 2023 (opd. 3. april 2023)

Her bærer hun bomben ind på café: 32 såret

En ung kvinde er blevet pågrebet, efter hun placerede en bombe på en café i Sankt Petersborg
Dette billede viser øjeblikket, hvor kvinden bærer bomben ind på caféen. 
Dette billede viser øjeblikket, hvor kvinden bærer bomben ind på caféen.
 Foto: East2west News

En kvinde i tyverne er anholdt for et bombeangreb søndag på en café i Sankt Petersborg i Rusland, hvor den kendte prorussiske blogger Vladen Tatarskij blev dræbt.

Russiske efterforskere meddelte mandag formiddag, at den efterlyste kvinde er anholdt, efter at der tidligere havde været modstridende meldinger om, hvorvidt hun var efterlyst eller pågrebet.

Det russiske politi mener, at den anholdte kvinde overrakte en gipsbuste fyldt med sprængstoffer til den kendte blogger kort før eksplosionen.

32 mennesker blev såret. Ti af dem alvorligt.

Ødelæggelserne på caféen er enorme. Mindst 32 er kvæstet. 
Ødelæggelserne på caféen er enorme. Mindst 32 er kvæstet.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

I en erklæring fra Rusland hedder det, at Ukraines regering kan stå bag angrebet, og at den har stået bag mange drab siden 2014.

- Der er beviser på, at Ukraines efterretningstjeneste var involveret i terrorhandlingen, hedder det.

Den anholdte kvinde er blevet identificeret som Darya Trepova af flere russiske medier.

Ruslands nationale antiterrorismekomité beskylder Ukraines efterretningstjeneste for drabet på den prorussiske blogger.

Det russiske udenrigsministerium hylder Vladen Tatarskij, der var 40 år, som en "vogter af sandheden".

Denne kvinde, Darya Trepova, er mistænkt i sagen. 
Denne kvinde, Darya Trepova, er mistænkt i sagen.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Bloggere som Vladen Tatarskij er vogtere af sandheden. Russiske journalister er konstant udsat for trusler om repressalier fra Kyiv-regimet, siger det russiske ministeriums talskvinde, Maria Zakharova, på det sociale medie Telegram.

Samtidig kritiserer hun Vesten for at være dobbeltmoralsk ved ikke at have fordømt angrebet.

– Manglen på vestlig fordømmelse med bekymring for den frie presse og journalisters sikkerhed taler for sig selv, skriver hun.

Eksplosionen skete på caféen Street Food Bar No. 1 i centrum af Sankt Petersborg tidligt søndag aften.

Vladen Tatarskij, hvis rigtige navn var Maxim Fomin, var en af de mest fremtrædende af Ruslands krigsbloggere.

Han havde 560.000 følgere på Telegram. Her skriver mange krigsveteraner og korrespondenter om Ruslands krig i Ukraine - også med kritik af de russiske styrkers ledelse.

Tatarskij kom fra Donetsk i det østlige Ukraine.

Sponsoreret indhold