Krimi5. september 2022

Helt vildt: Fisker overlever 11 dage på havet i fryser

Den brasilianske fisker Romualdo Macedo Rodrigues overlevede på mirakuløs vis, efter hans skib sank til bunden af Atlanterhavet
En brasilianske fisker overlevede 11 dage på havet, efter hans båd sank.
En brasiliansk fisker overlevede 11 dage på havet, efter hans båd sank.
 Foto: (arkiv) MEGA

Hvad der skulle have været en fisketur, der varede tre dage, udviklede sig til et sandt mareridt for den brasilianske fisker, Romualdo Macedo Rodrigues.

For kort efter han var draget ud på vandet i starten af august, opdagede han, hvordan hans båd blev fyldt med revner.

Vandet begyndte hurtigt at sive ind og tvang båden mod havets bund.

Heldigvis havde fiskeren en flydende fryser om bord, og han formåede at hoppe over i den, inden han selv blev hevet med ned på bunden.

Noget, der var ganske heldigt, da han ikke kunne svømme.

Det skriver CNN.

11 dage endte han med at flyde rundt i og ovenpå fryseren, inden en gruppe fiskere på mirakuløs vis fandt ham.

– Hajer omringede fryseren, men de svømmede heldigvis væk igen. Jeg troede, jeg ville blive angrebet, så jeg blev ovenpå fryseren, og jeg sov ikke, lyder det fra Romualdo Macedo Rodrigues til nyhedsmediet.

Han fortæller videre, hvordan vandet pludseligt også begyndte at komme ind i fryseren, men at han brugte sine hænder til at skovle det ud.

– Jeg tænkte bare på mine børn og min kone. Jeg tænkte hver dag på min mor, min far, hele min familie. Det gav mig håb og styrke, men der var et øjeblik, hvor jeg troede, der ikke var nogen vej ud.

Han takker i dag fiskerne og ikke mindst fryseren for at have reddet hans liv.

Sponsoreret indhold