Krimi6. april 2024 (opd. 7. april 2024)

Helikopter rykker ud til stort uheld på motortrafikvej - politi efterlyser hvid Audi

Flere biler er involveret i en ulykke på en vej mellem Vejle og Billund lørdag aften

En større færdselsulykke forstyrrede i et par timer færdslen på motortrafikvejen mellem Vejle og Billund.

Flere meldes svært tilskadekommet, mens en er i kritisk tilstand, oplyser Sydøstjyllands Politi på X.

- Vi har kontakt til alle parter, og deres familier er underrettet, lyder det videre i opslaget kort før midnat lørdag.

Ulykken skete mellem Vandel og Ny Nørup i østgående retning og førte til, at vejen måtte spærres, mens redningsarbejdet og de efterfølgende tekniske undersøgelser foregik.

To biler var impliceret i ulykken, og Sydøstjyllands Politi melder om fem tilskadekomne.

Politiet efterlyste tidligere på aftenen en hvid Audi A3 med sorte fælge og to udstødningsrør. Meldingen er nu, at føreren af bilen er fundet og kontaktet.

En helikopter har været tilkaldt for at fragte tilskadekomne væk, ligesom der også har været ambulancer på stedet.

Kort før klokken 21 blev trafikken igen givet fri.

Sponsoreret indhold