Havde ikke samtykke: 21-årig mand dømt for voldtægt

En 21-årig mand havde ikke samtykke, da han natten til 1. april gennemførte et samleje med en 17-årig ung kvinde.
Han er derfor blevet idømt et år og ni måneders fængsel ved Retten i Randers.
Den 17-årige kvinde havde været i byen med nogle venner, da de mødte den 21-årige, som nogle i gruppen kendte.
Senere på aftenen var flere fra gruppen taget hjem i en lejlighed i Randers, hvor den 21-årige og 17-årige fik en madras, som de begge kunne sove på.
Den 17-årige kvinde forklarede i retten, at den 21-årige begyndte at gnubbe sig op ad hende, mens hun lå med ryggen til ham.
Hun forklarede i retten, at hun "rystede på hovedet, da den 21-årige spurgte, om hun havde lyst til sex, men at han alligevel trak trusserne af hende, og at hun stivnede, mens han gennemførte samlejet," skriver Østjyllands Politi.
“Bevisførelsen i voldtægtssager er ofte meget vanskelig, og det gør sig særligt gældende, når der er tale om samtykkesager. I denne sag var Retten enig med anklagemyndigheden i, at der ikke var samtykke. Retten lagde blandt andet vægt på kvindens forklaring og en efterfølgende chatkorrespondance mellem hende og den 21-årige,” siger specialanklager Jesper Rubow.
Udover fængselsstraffen bliver den 21-årige også dømt til at betale en erstatning på 70.000 kroner til den 17-årige.
Han bad om betænkningstid, da spørgsmålet faldt på, om han ville anke dommen.
Han blev varetægtsfængslet, da dommen blev afsagt.