Krimi23. februar 2024 (opd. 24. februar 2024)

Hastet på hospitalet: 11-årig pige kørt ned i fodgængerfelt

En 11-årig pige er blevet påkørt af en bil i et fodgængerfelt i København

En 11-årig pige blev fredag eftermiddag påkørt af en bil i en trafikulykke på Østerbro i København.

Pigen blev ramt, da hun krydsede et fodgængerfelt i krydset ved Østerbrogade og Ryesgade.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.03.

Omkring klokken 00.30 natten til lørdag oplyser vagtchef ved Københavns Politi, at pigen er uden for livsfare.

Inden da havde politiet fortalt, at den 11-årige var blevet kørt til Rigshospitalets traumecenter, der ligger tæt på ulykkesstedet.

Hendes forældre er blevet underrettet.

En bilinspektør har været til stede for at undersøge ulykkens omstændigheder nærmere, og politiet har talt med føreren af bilen, der ramte pigen.

Som følge af ulykken har der været afspærret omkring ulykkesstedet, men det er ikke længere tilfældet, oplyste vagtchef Henrik Svejstrup fredag eftermiddag.

Sponsoreret indhold