Har du set ham? Politiet efterlyser 23-årig mand med billede

Sydsjællands- og Lolland-Fasters Politi efterlyser 23-årige Mathias Thorbech Jensen.
Han er mistænkt for at medvirke i, at en mand blev stukket med kniv i Nykøbing Falster den 4. april.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Politiet har forsøgt at finde Mathias, og de har opfordret ham til at melde sig selv. Men eftersom det ikke er lykkedes, beder politikredsen nu offentligheden om hjælp.
Mathias er 195 centimeter høj, og han er almindelig af bygning.
Politiet beskriver desuden, at han er hvid i huden, og at han har fuldskæg.
– Undlad selv at tage kontakt til Mathias, men hvis du har oplysninger om, hvor han befinder sig, kan du kontakte politiets servicecenter på tlf. 1-1-4 eller maile til SSJ-Nykoebing@politi.dk, lyder det fra politiet.
SE og HØR følger sagen.