Har du set ham? Formodet kidnapper fortsat på fri fod

LÆS OGSÅ: 28-årig mand fra Rumænien efterlyst
Midt- og Vestjyllands Politi leder stadig med lys og lygte efter 28-årige Constantin Claudiu Micu.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch over for TV Midtvest.
Den 28-årige mand, der er rumænsk statsborger, blev tirsdag efterlyst med billede, da han mistænkes for at være en af de to mænd, der tilbage i oktober og november forsøgte at kidnappe unge kvinder i Herning.
Constantin Claudiu Micu beskrives som værende spinkel af bygning, og han taler ikke dansk.
Ser man ham, opfordrer politiet til, at man ikke selv tager kontakt, men i stedet kontakter politiet på telefon 114.

20-årig mand varetægtsfængslet
Siden den 8. november har en 20-årig udenlandsk mand siddet varetægtsfængslet i sagen.
Politiet arbejder stadig på at afklare hvilken relation, Constantin Claudiu Micu har til den 20-årige.
Det første kidnapningsforsøg fandt sted natten til 29. oktober. Her blev en 22-årig kvinde forsøgt hevet ind i en mørk stationcar på H.P. Hansens Vej.
Natten til 3. november blev en 18-årig kvinde så forsøgt kidnappet på Th. Nielsens Gade.
Begge kvinder formåede at rive sig løs og slippe væk.