Krimi24. februar 2021

Handicaphjælper dømt for bedrageri

Over fire år har en mandlig handicaphjælper bedraget en handicappet person for flere hundrede tusinde kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fqjctntxiacqihr.jpg
 Privat

En 52-årig handicaphjælper, der tilsyneladende ikke har været til megen hjælp, er blevet dømt for bedrageri i Retten i Odense.

Han har fået ti måneders betinget fængsel, som munder ud i 150 timer samfundstjeneste.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Den 52-årige mand stod tiltalt for over en fire-årig periode fra 2013-2017 at have bedraget den handicappede person for 330.000.

Bedrageriet skete ved, at den 52-årige bildte den handicappede person ind, at han skyldte ham penge for eksempelvis bilreparetioner.

Derudover var handicaphjælperen tiltalt for at have bedraget sig til 320.000 kroner ved at have fået den forurettede til at registrere timer, som den 52-årige ikke var berettiget til.

"Det er en alvorlig sag, at en handicaphjælper bedrager den person, han er hjælper for, og som han har opbygget et tæt tillidsforhold til. Jeg er derfor tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at gerningsmanden skulle dømmes for bedragerierne", siger anklager Karina Winther Juhlin i pressemeddelelsen.

Han nægtede sig skyldig i alle anklager og holdt fast i, at den handicappede person havde skyldt ham penge.

Retten var dog ikke enig og lagde ved strafudmeldingen vægt på periodens længde, antallet af overførsler, samt at bedrageriet blev begået over for en særlig sårbar person, hos hvem den tiltalte var ansat som hjælper.

Den tiltalte blev fundet skyldig i alle forhold - dog således at retten i to af forholdene alene dømte ham for henholdsvis et ukendt beløb, der overstiger 10.000 kr. samt et større ukendt beløb.

Sponsoreret indhold