Krimi6. august 2020

Hængekøje kollapsede: Børnehavebarn fløjet på hospital

En dreng er blevet hastet på hospitalet, efter han kom ud for en ulykke i sin skovbørnehave
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200524-215144-2-1920x1277we.jpg
 Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix

En pæl, som en hængekøje hang fra, gik pludselig i stykker, og det har sendt en dreng fra skovbørnehaven Skovly i Stouby, som ligger 19 km syd for Horsens, med helikopter til Skejby Sygehus i Aarhus. Det skriver Horsens Folkeblad.

Forældrene er hos drengen, men hvor langt ned drengen faldt, og hvad hans status er, er endnu ukendt.

Sydøstjyllands Politi bekræfter hændelsen over for Horsens Folkeblad, men ønsker ikke at kommentere ydeligere.

- Heldigvis - hvis man overhovedet kan sige det efter sådan en ulykke - overværede ingen andre børn ulykken. Alle børn er sendt hjem, personalet er tilbudt krisehjælp, mens politiet er på stedet for at undersøge nærmere, hvordan det kunne ske, siger Marianne Bertelsen, chef for læring, sundhed, børn og familier i Hedensted Kommune, til Horsens Folkeblad.

Hun oplyser yderligere, at det endnu er uvist, om skovbørnehaven åbner i morgen, da man lige nu prioriterer kriseberedskabet.

Sponsoreret indhold