Krimi2. oktober 2020

Hælerkonge i retten: Fik fingrene i kendis' Rolex-ur

To mænd er tiltalt for at have været i besiddelse af stjålne designer-møbler og ure for næsten 1,5 millioner kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dpphotos064847.jpg
 Foto: MEGA

Netop nu sidder en far og søn på anklagebænken i Retten på Frederiksberg. Her er de tiltalt for hæleri i den helt store millionklasse.

I to år har politiet holdt godt øje med de fynske hælerkonger og flere gange har de fanget dem med særdeles kostbare designer-møbler og lamper, som de vidste var stjålet.

Men først nu har sagerne mod de to mænd hobet sig til en sådan størrelse, at politiet endelige har fået dem i retten.

SE og HØR har fået aktindsigt i anklageskriftet, og det viser, at faren og sønnen er tiltalt for i alt 14 forhold om hæleri i en periode fra 2018 til 2020.

Blandt andet har politiet fundet syv PH-lamper, seks Arne Jacobsen møbler, tre Rolex-ure og en række andre eksklusive designer-møbler til en samlet værdi af næsten 1,5 millioner kroner hos den 25-årige søn på en adresse på Fyn.

De mest eksklusive møbler de havde i deres besiddelse, var nogle store PH-lamper af modellen ”Koglen” og Arne Jacobsen klassikerne ”Ægget”, ”Bamsestolen” og ”Svanesofaen”. Og selvfølgelig urene.

Ifølge anklageskriftet vidste de to gerningsmænd, at alle de eksklusive designermøbler og ure var stjålet.

Stoppet

De to hælerkonger fra Fyn blev brat stoppet, da de kom i besiddelse af SE og HØRs kendte chefredaktør Niels Pinborgs Rolex Oyster Perpetual GMT Master Long E til en værdi af 100.000 kroner.

Ifølge anklageskriftet havde faren taget turen fra Fyn til København. Med sig havde han tre Rolex-ure, heriblandt Niels Pinborgs Rolex-ur.

Artiklen forsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/skaermbillede_2019-10-01_kl._11.11.42.png
 (Foto: TV3)

Niels Pinborg under optagelserne til "Til middag hos". Foto: TV 3

Hos en urmager i det centrale København i juni måned i år forsøgte manden ifølge SE og HØRs oplysninger at sælge de eksklusive armbåndsure til ejeren af butikken.

Men urmageren fandt salget mistænkeligt og kontaktede politiet. Herefter har politiet anholdt sønnen, der lige nu sidder fængslet i sagen.

Unika-ur

Niels Pinborg fremviste sin ursamling, da han deltog i kendis-tv-programmet ”Til middag hos”. Et halvt år senere brød tyve ind i hans hjem på Frederiksberg, hvor de stjal en masse kostbare effekter.

- Har de ligget på lur og holdt øje med mig, eller tog de bare chancen, fordi altandøren stod lukket, men alle andre var åbne? Jeg ved det ikke, men det er ret noieren og skræmmende.

- Det er et ret sjældent Rolex-ur, som er 50 år gammelt, og det er ikke alle mennesker, der er interesseret i sådan et. Det er en interesse, jeg har, hvor jeg har købt nogle ure, som ikke falder i værdi – i stedet for at have penge i banken. Jeg ville nok kunne sælge det for over 100.000, hvis jeg havde den rigtige køber i dag, fortalte Niels Pinborg om sagen kort efter indbruddet.

Retssagen mod de to mænd løber over to retsdage. Der forventes dom i sagen senere på måneden.

Sponsoreret indhold