Krimi19. januar 2023

Hård fødsel: Mor mistede sin hånd efter at have fået en søn

En fødsel, der skulle gå efter bogen, gik helt galt
Et drop i hånden fik fatale konsekvenser for en brasiliansk mor.
Et drop i hånden fik fatale konsekvenser for en brasiliansk mor.
 Foto: Colourbox

En 24-årig kvinde skulle planmæssigt føde sin søn på et hospital i Brasilien.

En oplevelse hun havde prøvet to gange før og derfor vidste, hvad hun gik ind til.

Men da den 24-årige brasilianer blev indlagt på et hospital i Rio de Janeiro, gik fødslen slet ikke som ventet, skriver news.co.au.

For efter hun fødte en sund og rask dreng, mistede den nybagte mor en masse blod.

Læger og sygeplejersker skyndte sig at tilse hende, og hun fik lagt et drop i sin hånd, så hun kunne få medicin direkte i blodet.

Men det skulle de aldrig have gjort.

For pludselig hævede den nybagte mors hånd op til dobbeltstørrelse og skiftede farve.

Hun blev overført til et andet hospital, og her vurderede lægerne, at man var nødt til at amputere hendes hånd.

Både den nybagte mor og mormor er uforstående over for, hvorfor det var nødvendigt at amputere hånden.

– Det er stadig et mysterie. Hun tog på hospitalet og forlod det uden en del af sin krop, uden sin hånd, fortæller mormoren.

Moderen var indlagt i 17 dage uden mulighed for at se eller holde sin søn.

Nu er hun hjemme igen og mærker en tydelig forskel på at være mor til sin lille dreng og sine to ældre børn.

– Jeg kan ikke bade min baby. Jeg kan ikke amme ham. Der er visse ting, jeg ikke kan gøre med ham, som jeg kunne med mine to andre børn, siger hun.

Familien har valgt at lægge sag an mod hospitalet efter hændelsen.

Sponsoreret indhold