Krimi4. april 2022

Grusom opdagelse: Politi finder fem frosne fostre hos kvinde

Det var på ingen måde et almindeligt fund, politiet i Washington gjorde sig hos den 28-årige antiabort-aktivist i sidste uge
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/lauren_handy.jpg
 Foto: Sarah Silbiger/Reuters/Ritzau Scanpix

Det må næsten være ubeskriveligt, hvilken følelse politiet i Washington, D.C. stod med, da de i sidste uge gjorde et ganske usædvanligt fund hos den 28-årige kvinde, Lauren Handy.

I hendes hjem fandt de nemlig intet mindre end fem, frosne fostre.

Det skriver People, der desuden beretter, at trods politiet allerede har fået afklaret, at der i sandhed er tale om menneskelige fostre, så er der endnu ikke rejst nogen tiltale mod kvinden.

Ifølge tekniske undersøgelser er det blevet bevist, at fostrene er blevet aborteret i overensstemmelse med loven, men det er uvist, hvordan Lauren Handy er kommet i besiddelse af dem.

Lauren Handy er kendt for at være antiabort-aktivist, og det undersøges derfor nærmere, hvad hun havde i sinde at gøre med fostrene, hvis hun var kommet så langt.

Fik besynderligt tip

Opdagelsen skete i forbindelse med, at myndighederne fik et tip om, at hun skulle gemme på ”biofarligt materiale” i hjemmet.

Kort tid efter drog politiet mod hjemmet, hvor de foretog en grundig undersøgelse af husstanden.

Alt imens lod Lauren Handy sig glædeligt interviewe af den lokale tv-station, hvor hun sagde:

– Folk vil flippe helt ud, når de finder ud af, hvad jeg har derinde, skriver det amerikanske medie.

Det uanmeldte besøg fra myndighederne skete samme dag, som Lauren Handy blev gjort klar over, at hun stod overfor en række anklager, efter hun og flere andre skulle have forsøgt at blokere indgangen til en klinik, hvor der blev udført aborter.

– De tiltvang sig adgang til klinikken og valgte herefter at blokere de to indgange til stedet med deres kroppe, møbler, kæder og reb, står det blandt andet skrevet i anklageskriftet.

Lauren Handy er leder af aktivisme-gruppen ”Progressive Anti-Abortion Uprising”, og gruppen kunne på Twitter i slutningen af sidste uge informere om, at de vil afholde et pressemøde angående fundet tirsdag.

Sponsoreret indhold