Gravide skal testes for coronavirus inden fødsel

Alle gravide skal testes for coronavirus, når de kommer ind på hospitalet for at føde. Det fremgår af nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som netop er blevet udsendt.
Af de nye retningslinjer fremgår det, at alle gravide skal testes for coronavirus, når de ankommer til hospitalet for at føde.
Gravide, der udviser symptomer på at være blevet smittet med COVID-19, skal desuden have udskudt deres rutinekontroller og scanninger til 48 timer efter, de har været symptomfri.
Desuden understreger Sundhedsstyrelsen, at en partner, som er bekræftet eller mistænkt smittet med COVID-19, ikke deltager i fødslen. Ydermere anbefales det ud fra et forsigtighedsprincip, at en partner ikke nærmer sig den nyfødte før 48 timer efter, de har været symptomfri.
- Vi skal passe på de indlagte og sikre os mod, at smitte med COVID-19 ikke spredes på de danske sygehuse. Samtidig har vi brug for alle vores jordemødre, læger, sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter i denne tid. Derfor anbefaler vi, at alle fødende kvinder testes for COVID-19, når de kommer for at føde på sygehus”, fortæller overlæge Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Hvis en mor er bekræftet smittet med COVID-19, lyder anbefalingen, at den nybagte mor dog gerne må være i nærheden af sin nyfødte baby:
- Det ser ud til, at børn oftest påvirkes mindre og har mildere sygdom end voksne, hvis de smittes med COVID-19. Vi anbefaler derfor ikke at adskille en klinisk rask nyfødt fra en mor, der er smittet med COVID-19 efter fødslen, fordi der er en række negative effekter ved adskillelsen, herunder, en negativ påvirkning af amning og tilknytning, siger Bolette Søborg.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man er særligt opmærksomme på symptomer hos den nyfødte. De første tre uger efter fødslen, kan man tage direkte kontakt til sit fødested, herefter skal man ringe til sin egen læge.