Krimi6. december 2022

Gravid kvinde fik skåret halsen over: Sigtede får forlænget fængsling

To personer skal fortsat være fængslet i sag om drabet på en gravid kvinde i Holbæk
Den 37-årige kvinde havde netop fået fri fra sit arbejde på Plejecenter Samsøvej i Holbæk, da hun blev overfaldet og stukket adskillige gange med en kniv.
Den 37-årige kvinde havde netop fået fri fra sit arbejde på Plejecenter Samsøvej i Holbæk, da hun blev overfaldet og stukket adskillige gange med en kniv.
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

En 24-årig afghansk mand, der er sigtet for knivdrabet på en 37-årig gravid kvinde i Holbæk i november, er blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

Det har en dommer ved Retten i Holbæk besluttet tirsdag.

Manden blev anholdt 7. november og dagen efter varetægtsfængslet til foreløbigt 6. december. Derfor skulle der tirsdag igen tages stilling til fængslingen.

Ved retsmødet tirsdag begærede anklageren, at dørene skulle lukkes. Til trods for protester fra pressen valgte dommeren at følge anklagerens ønske.

Derfor var det kun muligt for den fremmødte presse at overvære afsigelsen af kendelsen.

Ved kendelsen oplyste dommeren, at mandens fængsling blev forlænget, da retten mener, at der er risiko for, at han ellers vil flygte ud af landet eller forsøge at påvirke sagen.

En 33-årig afghansk kvinde, der er sigtet for medvirken til drabet, har frivilligt valgt at forlænge fængslingen i fire uger.

Både kvinden og manden nægter sig skyldige.

Den dræbte kvinde - der også har afghansk statsborgerskab - blev overfaldet og dræbt med kniv 3. november. Her havde hun netop fået fri fra sit arbejde på Plejecenter Samsøvej i Holbæk og blev overfaldet i sin bil.

Gerningsmanden trak hende ud af bilen, og hun blev stukket adskillige gange og fik skåret halsen over.

En kollega forsøgte at hjælpe kvinden, men uden held.

I første omgang lykkedes det lægerne at redde det ufødte barn, som kvinden bar. Det døde dog senere.

Politiet mener, at den 24-årige mand udførte drabet, mens det mener, at den 33-årige kvinde fik ham til det. Ifølge politiet havde der været kontakt mellem de to inden drabet via beskedtjenesten WhatsApp.

En 18-årig mand blev 1. december også anholdt i sagen, da han er sigtet for medvirken til drabet. Han er ikke forsøgt varetægtsfængslet i sagen, men er blevet afhørt af Midt- og Vestsjællands Politi og løsladt igen.

Det er uvist, hvordan politiet konkret mener, at den 18-årige har været involveret i drabet.

Sponsoreret indhold