Krimi12 timer siden (opd. 10 timer siden)

Gilli i meget privat afsløring: Far sad i fængsel

Danmarks mest streamede musiker er samtidig en af de mest private - nu åbner han overraskende nok op på ny plade
Smukfest 2024
Kian Rosenberg Larsson - landets mest streamede kunstner - er fredag ude med ny musik, der afslører meget private detaljer om hans familie og fortid.
 Foto: Dan Mariegaard

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til patrick@sh.dk

LÆS OGSÅ: Gilli er i al hemmelighed flyttet

"Stadig gadeplan, hvorfor sku' jeg være andet? Og det vil jeg være indtil den dag jeg blir' knaldet."

Sådan rappede den nu storhittende Gilli på sangen "Knokler hårdt" tilbage i 2014, da han på sit første store solo-hit fortalte om et liv på gaden med salg af hård narkotika og pengesedler i bundter.

Men 32-årige Kian Rosenberg Larsson, som er hans borgerlige navn, har siden sit kæmpe gennembrud på den danske musikscene holdt kortene helt tæt til kroppen, når det gælder privatlivet.

Fredag er der kommet ny lyd fra rap-ekvilibristen, som har udgivet EP'en "Rene Hjerter Vinder Altid" - her fortæller han mere om sine kampe i opvæksten.

"Toget til Nyborg Statsfængsel": Far var del af underverden

I nummeret "Med bind for øjnene" fortæller Kian om en ungdom, hvor hans far sad i fængsel, og hvor hans mor havde mareridt om sin søn i en celle.

Gilli har ellers tidligere alene deltaget i få store interviews, ligesom han ikke vælter i store optrædener på dansk tv - formentlig af egen fri vilje, for de fleste har villet have et stykke med Gilli de seneste seks år.

I hele seks år har han nemlig formået at være Danmarks mest streamede artist herhjemme, endda med afstand.

Den danske rapper Gilli spiller koncert på Orange Scene under Roskilde Festival. Fredag den 5. juli 2024.
De seneste år har Gilli cementeret sit navne på den danske musikscene med liveoptrædener i verdensklasse. Han har blandt andet fyldt Royal Arena og trukket folk til festivaler som Smukfest og Roskilde Festival - sidstnævnte optræder han på igen i år, når han indtager Orange Scene med rapperen Benny Jamz.
 Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

På nummeret "Med bind for øjnene" forklarer han, hvordan han følte sig som manden i huset efter hans far røg i fængsel.

"Jeg ved, at min mor hun aldrig dømmer, hun ved hvordan det er."

"Toget til Nyborg Statsfængsel, ja, min mor havde det svært"

Og han fortsætter:

"Alene med tre børn da staten gav ham sin dom."

"De har altid været imod os, men vi vendte det hele om."

"Følte jeg var manden i huset, imens vi ventede på far."

"Vi må aldrig mangle noget, det er noget jeg lærte fra ham,"

Ifølge SE og HØRs oplysninger blev Gillis far, som der hentydes til på sangen, idømt en årelang fængselsstraf tilbage i 2013, hvor han var en del af den kriminelle underverden.

Det har hidtil ikke været muligt at få Gillis kommentar til sagen.

Kian Rosenberg har dog flere gange fortalt - både i sine sange og på de sociale medier - at han har adskillige venner, som er en del af kriminelle miljøer, og at han selv voksede op i et hårdt miljø på den københavnske vestegn.

Tidligere har den populære musiker blandt andet delt opslags på de sociale medier, hvor han hænger ud med en mand, som dengang var efterlyst af politiet i Danmark.

Det tog Gilli med opløftet ro:

"Hva ved de om kvarteret alle brødre er efterlyst, enten de er inde og sidde eller rejser udenbys. Det ikke noget nyt," lød hans kommentar dengang til mediernes skriblerier - den første linje stammer i øvrigt fra nummeret "Orale", som blev udgivet tilbage i 2015.

"Rene Hjerter Vinder Altid" er fredag blevet udgivet på alle streamingtjenester.

Til sommer kan der være mulighed for at høre sangene live, når Danmarks mest streamede kunstner spiller på Grøn.

Sponsoreret indhold