Krimi21. juli 2021

Drama i Sverige: Fængselsvagter taget som gidsler

To fængselsbetjente er taget som gidsler af et par indsatte i det svenske fængsel Hällbyanstalten uden for byen Eskilstuna
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20100509-004835-pf-1920x1365we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Opdateret klokken 19.53: Et af gidslerne er løsladt efter de 20 pizzaer er blevet leveret.

Opdateret klokken 17.17: Gidseltagerne er gået med til at slippe et gidsel fri for 20 kebabpizzaer. Pizzaerne er på vej, skriver Aftonbladet.

Opdateret klokken 16.33: Ifølge Aftonbladet er de to gidseltagere morddømte 30-årige Isak Dewit og og 24-årige Haned Mahamed Abdullahi.

Onsdag eftermiddag er forhandlere på vej til fængslet Hällbyanstalten i Sverige.

Et sandt gidseldrama udspiller sig nemlig inden for murene, hvor to fængselsvagter bliver holdt tilbage af to indsatte.

Det skriver blandt andre Aftonbladet.

I første omgang lød de dømte fangers krav, at en helikopter blev stillet til rådighed, men senere på eftermiddagen tilføjede de endnu et krav for at slippe gidslerne:

Kebabpizza til alle indsatte på deres afdeling.

Ifølge den svenske kriminalforsorg har de to fanger barrikaderet sig i vagtrummet på en af afdelingerne, og en stor politistyrke er på stedet.

Politiet i Sverige fik meldingen om hændelsen omkring klokken 12.20.

Dømt for mord

De tilbageholdte er en mand og en kvinde, som begge arbejder som vikarer i fængslet.

- Lige nu arbejder vi på at få et klarere billede af situationen. De indsatte er dømt for alvorlige forbrydelser, men på nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, hvad de er dømt for. Forhandlere, taskforce og politi er på stedet, siger fungerende sikkerhedschef Jörgen From Nordin.

Ifølge Aftonbladets oplysninger er de to gerningsmænd dømt for mord.

Det er ikke første gang, et gidseldrama udspiller sig i selvsamme fængsel i byen Eskilstuna, som ellers ligger i den højeste sikkerhedsklasse i landet.

I 2004 tog to indsatte en kvindelig vagt som gidsel, truede hende med et hjemmelavet stikvåben og barrikaderede sig med hende i et lokale.

Efter seks timers forhandlinger opgav fangerne frivilligt, og den kvindelige ansatte slap uden fysiske skader.

Sponsoreret indhold