Krimi13. marts 2024

Ghislaine Maxwell kæmper for sin frihed efter Epstein-skandalen

VIl have sin 20-års fængselsdom for seksuelle overgreb omstødt - argumenterer med et ældre forlig, men dommerne er skeptiske
Det er frygtelige forbrydelser, som Ghislaine Maxwell er dømt for. Jeffrey Epstein døde i fængslet, inden han kunne stilles for en dommer.
Det er frygtelige forbrydelser, som Ghislaine Maxwell er dømt for. Jeffrey Epstein døde i fængslet, inden han kunne stilles for en dommer.
 Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Dommerpanelet i en amerikansk ankedomstol virkede tirsdag modvillige til at omstøde den dom, som Ghislaine Maxwell modtog i 2021 for at have hjulpet sin tidligere kæreste Jeffrey Epstein med at misbruge mindreårige piger.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hun idømt 20 års fængsel, sidder i et fængsel i Florida og ankede i 2022 dommen.

I den føderale ankedomstol i New York præsenterede en af Maxwells advokater til tirsdagens retsmøde argumenter for, at hun ikke burde kunne blive retsforfulgt på Manhattan mere end ti år efter, at Jeffrey Epstein i 2007 blev dømt.

Den afdøde finansmand og seksualforbryder blev idømt 13 måneders fængsel for seksuelle overgreb. Han indgik dengang et forlig med den daværende statsanklager, Alexander Acosta, så han slap med en mildere straf.

Ifølge Maxwells advokat Diana Fabi Samson kan det i Epsteins forlig tolkes, at hans "mulige medsammensvorne" på tværs af USA ikke skulle kunne retsforfølges. Fire af disse "medsammensvorne" er ifølge Reuters nævnt med navn i forliget, og Maxwell er ikke en af dem.

Dommer Richard Wesley påpegede dog, at der findes en håndbog lavet af det amerikanske justitsministerium, som handler om denne slags forlig. Ifølge ham må man ud fra håndbogen have "en stærk formodning" om, at anklagerne i Florida, hvor forliget blev indgået, ikke kunne binde anklagerne i New York.

- Jeg har læst håndbogen fra DoJ (USA's justitsministerium, red.), sagde Wesley til Maxwells advokat Samson.

- Og den lægger op til det modsatte at det, du netop har sagt.

Fra Samson lød svaret, at håndbogen ikke er "et skjold til at tillade regeringen at løbe fra de løfter, den har givet til tiltalte, som giver afkald på deres forfatningsmæssige rettigheder og erkender sig skyldige."

Ghislaine Maxwell er uddannet på Oxford Universitet og er datter af mediebaronen Robert Maxwell. Hun blev blandt andet fundet skyldig i at have rekrutteret og manipuleret fire piger til at have sex med Jeffrey Epstein, som Maxwell var kærester med. Det skete i perioden mellem 1994 og 2004.

Jeffrey Epstein tog sit eget liv i 2019 i en fængselscelle i New York. Han var på det tidspunkt 66 år.

Han erkendte sig skyldig i 2008. Ifølge Reuters er der i dag flere, der betragter hans dom på 13 måneders fængsel som for mild en straf.

Der kan gå flere måneder, før sagen bliver afgjort.

Sponsoreret indhold