Krimi23. april 2020

Gemmeleg gik helt galt: Brandmænd tilkaldt for at redde ung kvinde ud af vaskemaskine

En af brandmændene ville gerne vide, om den 18-årige kvinde så i det mindste havde vundet den gemmeleg, der endte lidt uheldigt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/washergirl.png
 Foto: Instagram/ Naomi Elizabeth

Isolation og karantæne kan få folk til at gøre de mest utrolige ting - alt sammen for at undgå den tredjestørste fjende efter virus og økonomisk krise i øjeblikket - nemlig kedsomhed.

Og en teenager fra den amerikanske delstat Virginia måtte forleden sande, at man faktisk godt kan være for god til at lege gemmeleg. Så god, at man skal hentes op fra gemmestedet af en håndfuld stærke brandmænd.

18-årige Amari Dancy fortæller til NBC News, at hun besluttede at gemme sig i vaskemaskinen, da hun og de mindre søskende var begyndt at løbe tør for gode hjørner og kroge i huset i byen Woodbridge.

- Vi havde allerede gemt os under sengen, i skabet, og vi måtte ikke gå ned i kælderen, så jeg tænkte: "Åh, okay så lad os da bare gemme os i vaskemaskinen," lyder det fra den lettere flove kvinde.

Teenagerens spontane beslutning førte dog til, at Dancy lettere panisk måtte opgive legen og kalde på sin kusine, der ikke alene fandt hende og ringede efter hjælp, men som også filmede dele af det pinlige optrin.

- Brandvæsenet kom og spurgte efter et navn, og hvad der var sket, fortæller Amari Dancys moster, Suni Dancy, før hun fortsætter:

- Hun forklarede, at hun havde leget gemmeleg, og de spurgte: "Nå, vandt du så?"

Redningsfolkene startede med at pille toppen af maskinen af, og kunne derefter med lidt fynd og klem vriste den stakkels Dancy ud.

- Det var virkelig bekymrende, om de overhovedet kunne få mig ud. Da de regnede ud hvordan, var jeg virkelig lettet. Jeg ville bare virkelig gerne ud i en fart, fortæller hun.

Hele familien har muligvis ganske stor glæde af den oplevelse i flere år frem, fortæller de. I hvert fald er det ikke så tit, at Amari gider at lege med sine mindre søskende, og så er det da også typisk, at det skal ende så galt lige den ene søndag.

- Altså, det er jo ret pinligt, men alt jeg kan gøre, er at grine af mig selv. fortæller hun til NBC News.

- Jeg fik sjov ud af det, min familie fik et godt grin. Så længe jeg er OK, så er det det eneste, der betyder noget for mig.

Sponsoreret indhold