Krimi16. marts 2022

Gaseksplosion ledte politiet til kæmpe skunkfund

Tirsdag eftermiddag skete der en mindre gaseksplosion i Borre på Møn. Det endte dog med at være den mandlige beboers mindste problem
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega227111_008_0.jpg
 Zumapress.com/MEGA

Et uheld kommer sjældent alene, som man siger.

Det var i den grad sagen for en mand fra Borre på Møn, efter der tirsdag eftermiddag skete en mindre gaseksplosion i mandens lejlighed.

Politiet fandt nemlig mandens illegale lager af skunk samtidig, fremgår det af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis døgnrapport.

Ved eksplosionen blev der blæst nogle vinduer ud, ligesom der var sket andre skader på ejendommen.

Beboeren på adressen var dog ikke kommet alvorligt til skade.

Udlejeren af lejligheden kontaktede dog politiet, der ankom til adressen.

Ved ankomst undrede de fremmødte betjente sig dog over, at den mandlige beboer havde travlt med at få betjentene til at gå igen.

Det var der en rigtig god grund til

Fandt lager med skunk

På baggrund af beboerens mistænkelige opførsel besluttede betjentene sig for at kigge sig ekstra grundigt om i lejligheden.

Her fandt politiet frem til flere poser med skunkplanter.

Efterfølgende blev fundet kontrolvejet, og det viste sig, at manden havde opbevaret hele 23 kilo skunk i lejligheden.

Derfor blev manden anholdt på stedet og sigtet for salg af narkotika.

Han vil ligeledes blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag omkring middagstid.

Sponsoreret indhold