Fundet dræbt i skov: Ni personer er blevet anholdt

Ni personer er blevet anholdt og sigtet for medvirken til drabet på en 52-årig mand, der blev fundet død 20. september i et skovområde nær Skovtårnet ved Rønnede.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Efterforskningen har vist, at den dræbte er blevet skudt, og at liget efterfølgende er forsøgt brændt. Det er første gang, at politiet oplyser, hvordan drabet skal være sket.
Flere af de sigtede bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved torsdag med krav om varetægtsfængsling.
- Anholdelserne er resultatet af en overordentlig stor efterforskningsindsats med gennemgang og bearbejdning af en omfattende mængde af blandt andet tekniske spor og afhøringer, siger politiinspektør Kim Kliver.
Han fortæller, at efterforskningen fortsætter.
- Det er en sag, vi ser på med meget stor alvor, og med dagens anholdelser er vi kommet et stykke nærmere i at afdække hændelsesforløbet.
- Vi kommer til at fortsætte den omfattende efterforskningsindsats i den kommende tid, siger politichefen.
Det var en forbipasserende, der for lidt over en måned siden opdagede liget i skovområdet nær Hestehavevej ved Rønnede.
Politiet blev alarmeret, og dagen efter oplyste politiet, at sagen blev betragtet som et drab.
I første omgang oplyste politiet ikke, om der var tale om en mand eller kvinde, men efter tre dage kunne politiet fortælle, at man havde fået identificeret den afdøde som værende en 52-årig mand fra hovedstadsområdet.
Onsdag afviser politiet at svare på, om sagen har tilknytning til bandemiljøet.
Anklagemyndigheden vil torsdag anmode om dørlukning, når flere af de drabssigtede fremstilles i retten. Efterkommer dommeren ønsket, vil det ikke være muligt at høre nærmere om politiets beviser eller de sigtedes forklaringer.
Politiet kan onsdag ikke oplyse, hvor mange af de sigtede der bliver fremstillet i grundlovsforhør.