Frisør: Jeg måtte fyre seks medarbejdere

Filip Poulsen, der har frisørsalon på Oehlenschlægersgade på Vesterbro i København, er en af de tusindvis af selvstændige erhvervsdrivende, der allerede er blevet hårdt ramt af coronakrisen.
Han har måttet sige farvel til seks medarbejdere, og er nu alene om sine kunder.
Og det bliver ikke bedre, når de nyeste restriktioner træder i kraft for bl.a. frisører fra den 22. december til den 3. januar, og den store omsætning mellem jul og nytår ryger.
- Det kommer til at betyde noget tabt omsætning. I en måned som faktisk er den vigtigste måned i mange frisørsaloner. Og jeg tror det bliver forlænget, siger Filip Poulsen til SE og HØR.
Ja, imellem jul og nytår har I vel normalt rigtig mange ikke?
- Jo, jo. Der er vi 100 procent booket, så det er jo rigtig mange kunder, at vi skal ringe og sige farvel til ikke?, siger den selvstændige frisør, der dog tager det med ophøjet ro.
- Jeg må indrømme, at jeg synes det er okay. Det er selvfølgelig hårdt for virksomheder, som er presset hårdt økonomisk. Men hvis det er det, der skal til. Så er det jo det, der skal til.
Jeg kan se på din hjemmeside, at du har flere butikker rundt om i København ikke?
- Jo, havde. Jeg havde to. Og nu har jeg kun en. Og jeg har ikke nogen ansatte mere.
Så på kun af krisen har du måttet lukke en?
- Ja og nej. Det der skete var, at jeg havde i forvejen to piger på barsel, og en der lige var flyttet til Jylland. Så jeg manglede tre nøglemedarbejdere. Så jeg var presset økonomisk i forvejen. Og så kom corona, og vi blev lukket ned først i foråret, siger Filip Poulsen.
Men han skulle stadig betale løn til dem, der var på barsel. Så han blev nødt til at lukke den anden butik han havde i København, og var tæt på at gå konkurs.
- Men jeg vil sige, det var ikke udelukkende på grund af corona. Så hvis jeg ikke havde stået dårligt i forvejen, så tror jeg ikke, det havde været så slemt, siger Filip Poulsen.
Men man klarer den jo altid på den ene eller den anden måde, forklarer han.
- Jeg havde flere ansatte. Men jeg blev nødt til at fyre dem alle sammen. Jeg havde seks, siger han.