Forsvandt på Mors Dag: Nu er Suzanne Morphew fundet død – efter tre år

Hun forsvandt under mystiske omstændigheder i maj 2020. Og først nu – altså over tre år senere – har man fundet hende.
Myndighederne i Colorado bekræfter således, at man har fundet resterne af 49-årige Suzanne Morphew. Liget af hende blev fundet i et område i Moffat i Colorado.
Det skriver People.
Sagen om Suzanne Morphew vakte opsigt over hele landet, efter hun forsvandt på Mors Dag, den 10. maj 2020. Hun blev sidst set, da hun var ude og cykle nær sit hjem.
Den intense efterforskning fik dog ikke politiet på sporet af den 49-årige kvinde, der var mor til døtrene Mallory og Macy.
I stedet fik efterforskningen politiet til at rette søgelyset mod Suzanne Morphews ægtemand, Barry. Et år efter hendes forsvinden blev han således sigtet for at have forsøgt at vildlede efterforskerne. Barry nægtede sig skyldig, og retssagen mod ham blev senere droppet.
Ifølge People kan han dog blive sigtet – og eventuelt tiltalt – igen, hvis der kommer nye beviser i sagen. Om fundet af Suzette Morphew bliver dét bevis, må tiden nu vise.