Forsvandt natten til lørdag: 20-årig student fundet død
Den 20-årige student, der forsvandt natten til lørdag, er torsdag aften fundet død.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Han er identificeret, og vi er sikre på, at det er ham, siger leder af lokalpolitiet i Viborg vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.
Den 20-årige blev fundet af dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste klokken 18.30.
Den 20-årige blev fundet død i Nørresø ved Viborg. Det var også her, at den unge mand forsvandt natten til lørdag.
Her begav manden, der blev student fra Viborg Katedralskole, sig ud i kajakker sammen med to kammerater for at krydse søen.
Desværre var det kun de to kammerater, der nåede i land.
Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen lørdag nat klokken 02.10, og siden ledte man efter den 20-årige mand både med hunde, helikoptere og dykkere. Først torsdag fandt man dog liget af ham.
I morgen, fredag, vil der blive afholdt ligsyn, og politiet vil fortsætte med at efterforske at klarlægge forløbet.
- Vi har fået arbejdsro til at søge på søen, og det vil jeg gerne takke borgerne for. Med fundet fjerner vi nu også afspærringerne, siger Henrik Glintborg i pressemeddelelsen.
De pårørende er underrettet, oplyser politiet videre.
Som følge af den tragiske situation har flere studenterfester og fejringer været sat på pause i byen den seneste uge.