Krimi31. december 2023

Forsøg på bombesprængning efterforskes af politiet

Plastisk sprængstof blev anbragt på adresse på Nyborg, oplyser politiet. To fremstilles for dommer

Politiet mener at have afsløret et forsøg på bombesprængning på Nyborgvej i Odense.

En anklager vil søndag eftermiddag bede en dommer om at varetægtsfængsle to anholdte personer i sagen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fyns Politi.

Mistanken handler om, at der blev anbragt plastisk sprængstof på en adresse på Nyborgvej tidligt lørdag morgen klokken 03.30.

I alt fem personer blev anholdt i forbindelse med efterforskningen, og heraf skal de to altså fremstilles i grundlovsforhør.

Det finder sted i Retten i Svendborg fra klokken 13.30, oplyser politiet.

Anklageren vil bede dommeren om at lukke dørene. Hvis det sker, indebærer det, at offentligheden hverken får kendskab til de anholdtes forklaring eller til nærmere informationer om politiets efterforskning.

Pressemeddelelsen er kortfattet. Den fortæller således ikke om de anholdtes alder og køn, og den indeholder heller ikke oplysninger om et muligt motiv.

Om der kan være en forbindelse til voldsomme hændelser de seneste måneder, er derfor uvist.

Lige efter jul skete der en eksplosion i Lærkeparken i Vollsmose, hvor en opgang blev raseret.

I september var der en sprængning ved et rækkehus på Brødagerløkken i Tornbjerg, ligesom der blev affyret skud mod en bil, har det regionale medie fyens.dk oplyst.

Begivenhederne i september kan ifølge fyens.dk forklares med et opgør mellem to bandegrupperinger. På den ene side NBV-gruppen, som holder til på Nyborgvej, og på den anden en gruppe, som kaldes V.O.

Sponsoreret indhold