Krimi10. april 2024

Formodet serietyv boede i telt nær Gudenåen

Retten i Viborg skal afgøre, om en 38-årig mand er skyldig i 67 indbrud eller forsøg på indbrud

Gennem en årrække har en udenlandsk mand 67 gange begået indbrud eller forsøgt at gøre det især omkring Silkeborg.

Det hævder anklagemyndigheden i en tiltale, der netop er rejst, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Især gik den 38-årige mand på rov i sommerhuse og kolonihavehuse, påstås det. Ifølge tiltalen har han stjålet smykker, kontanter, elektronikudstyr og andre ting til en samlet værdi af 300.000 kroner.

Flere medier har tidligere omtalt sagen om manden. Han er fra Litauen, har Midtjyllands Avis oplyst. Under den kommende sag i Retten i Viborg vil anklagemyndigheden bede om udvisning.

Manden boede tilsyneladende i et telt ved Gudenåen, har TV 2 Østjylland tidligere rapporteret.

Sponsoreret indhold