Krimi12. januar 2022

Formodede bandefolk varetægtsfængslet for våbenbesiddelse

Fire formodede bandemedlemmer blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør for våbenbesiddelse og smugling i en sag, der trækker tråde til Sverige
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20130718-122926-pf-1920x1279we.jpg
 Foto: Kasper Løftgaard/Ritzau Scanpix

Tirsdag anholdt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) 7 personer for våbenbesiddelse. Onsdag blev fem af de personer fremstillet i grundlovsforhør og fire af dem varetægtsfængslet i fire uger.

To af de øvrige anholdte blev allerede løsladt inden grundlovsforhøret, mens den sidste blev løsladt efter grundlovsforhøret.

Der var pakket i København Byrets lokale nummer 23, da fem formodede bandemedlemmer skulle for dommervagten tirsdag formiddag.

Tre af de fem anholdte var ikke til stede i retten, da der var frygt for, at de tre kunne være smittede med corona.

Der blev nedlagt navneforbud på de sigtede, hvorfor SE og HØR er forhindret i at beskrive de anholdtes identitet nærmere. Dørene blev derudover også lukket efter oplæsning af sigtelsen af hensyn til den videre efterforskning, da efterforskningen er på et tidligt stadie, og der stadig kan være gerningsmænd på fri fod.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) beskrev dog i en pressemeddelelse tirsdag, at alle de anholdte er mellem 20 og 24 år gamle.

VÅBEN SKIFTEDE HÆNDER PÅ HOVEDBANEGÅRDEN

I grundlovsforhøret kom det frem, at to personer er sigtet for straffelovens paragraf 192a, der drejer sig om at have været i besiddelse af et våben. Ved dom indebærer det en straf på minimum to års fængsel.

De to personer er sigtet for at have overdraget to skarpladte pistoler 7. december mellem kl. 17.50 og 22.50 på Københavns Hovedbanegård til en navngiven svensk person, der siden også er blevet anholdt af svensk politi. Den sag kører lige nu for retten i Sverige, fortalte anklageren under grundlovsforhøret.

Tre af de fem personer er ligeledes sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 192a, ved at have været i besiddelse af en revolver med 13 tilhørende skarpe patroner.

De tre personer mistænkes ligeledes for at have overdraget revolveren til en navngiven svensk person, der også er blevet anholdt af svensk politi. Revolveren skulle være blevet overdraget til svenskeren 4. oktober mellem 20.30 og 21.00 på Københavns Hovedbanegård.

Anklageren fortalte derudover, at man mener, at de anholdte skulle have forbindelse til en bandegruppering. Hvilken gruppering er endnu uvist.

- DE ER USKYLDIGE

Udover den fremmødte presse, var der mødt en mindre gruppe tilhørere frem i Københavns Byret, der var de anholdtes venner.

SE og HØR forsøgte at få en udtalelse fra dem, men de havde ikke meget at sige.

- De er uskyldige, og vi venter på, de bliver løsladt, fortalte en ung mand med fuldskæg til to fra dem fremødte presse.

Dommeren valgte da også at løslade en af deres venner, men var derimod uenig med de unge mænds opfattelse af de fire øvrige sigtedes uskyld, hvorfor de fire blev varetægtsfængslet frem til 9. februar.

SE og HØR følger sagen.

Sponsoreret indhold