Krimi4. september 2021

Forældre frifundet: Tiltalt for at kronrage datter og afklippe hendes negle

En ung pige havde anmeldt sine forældre for vold, men hun nægtede at afgive forklaring i retten
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20191025_wen_-_koebenhavns_byret_15.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Et midaldrende ægtepar var tydeligt nervøse, da de satte sig foran dommeren i retssal et i Københavns Byret.

Her sad de anklaget for med vold at have klippet deres datters lange hår af og kronraget hende med en barbermaskine mod hendes vilje den 24. juli sidste år. De var også tiltalt for at have klippet datterens negle så hårdt ned, at datteren fik hudafskrabninger.

Ifølge anklageskriftet skulle faren have trykket datteren hårdt i øjet med en finger.

Men det viste sig, at de to forældres bange anelser var ubegrundede. De kunne nemlig forlade Københavns Byret før tid pure frifundet for alle anklager.

Men der udspillede sig et mindre drama i retten.

I det store retslokale med gotiske søjler sad ægteparret foran dommeren. Det blev besluttet, at en tolk skulle sidde i midten af dem.

Anklager Adam Høyer Sahan udspurgte først de to forældre, hvad der var sket, og hvorfor datteren havde anmeldt sine forældre. Tolken forsøgte at oversætte anklagerens spørgsmål til bengalsk, men en lokal dialekt forskel mellem tolk og forældre skabte en del forvirring i retslokalet.

Tradition i Bangladesh

Alligevel forsøgte anklager Adam Høyer Sahan at finde frem til, hvorfor faren havde klippet håret af datteren. Den anklagede far fortalte hurtigt, han havde klippet datterens hår af på grund af et eksem-problem. En forklaring i kontrast til datterens anmeldelse.

Ifølge anklageskriftet var gik den dengang kun 15-årige pige til de sociale myndigheder i København og fortalt om forældrenes overfald. Angiveligt klippede de håret af hende på grund af, at de havde taget hende i at ryge cigaretter.

Faren forklarede, at det var en normal procedure i Bangladesh, hvor familien kommer fra, at klippe håret af ved eksem i hovedbunden. Han forklarede også, at der slet ikke fandt hverken vold eller tvang sted.

Moren, der flere gange måtte bede retten om en pause på grund af sygdom, havde samme forklaring som sin ægtemand. Hun undskyldte flere gange, at hun ikke kendte reglerne i Danmark, hvortil hendes forsvarsadvokat måtte fortælle hende, at det ikke er ulovligt at klippe sine børn hår og negle, kun hvis det sker ved tvang.

Overraskende udvikling

Efter en længerevarende afhøring med mange sproglige udfordringer var det tid til, at det eneste vidne i sagen skulle afgive forklaring.

Men til anklagerens store overraskelse kom det ikke til at ske.

- Jeg har pligt til at oplyse dig om, at du har ret til ikke at udtale dig som vidne, da det er dine forældre, der er tiltalte i denne sag, sagde dommeren til den unge kvinde i vidneskranke.

På spørgsmålet om hun alligevel ønskede at afgive forklaring kom kun en kort sætning:

- Det ønsker jeg ikke, sagde datteren til de anklagede forældre.

Den unge pige, der selv havde anmeldt sine forældre for vold, ønskede altså ikke at fortælle, hvad der var sket i hjemmet den 24. juli og 17. september sidste år.

Straks forsøgte anklageren at nedlægge påstand om, at pigen skulle afgive forklaring. Dommeren og de to domsmænd trak sig tilbage for at votere om spørgsmålet.

- Jeg kan fortælle, at der var uenighed blandt os, kom dommeren tilbage og fortalte efter en længere pause.

Alligevel fortalte dommeren, at flertallet med to mod en stemme ikke mente, at pigen skulle afgive forklaring. På grund af pige var 15 år og ikke havde fået oplæst sine rettigheder af politiet i forbindelse end en telefonisk afhøring, fandt byretten heller ikke, at selve afhøringsrapporten kunne læses op.

En uforløst anklager fandt derfor ikke længere nogen grund til at føre sagen videre. Og han fortalte til dommeren, at forældrene skulle frifindes i begge af sagens forhold. Dommeren skulle ikke engang tænke over dommen og sagde straks, at forældreparret var frifundet for alle anklager.

- Set i lyset af at retten ikke fandt, at man kunne pålægge vidnet at afgive forklaring efter retsplejeloven, så mente vi ikke, at der var det fornødne bevis til, at det kunne føre til andet end frifindelse i den her sag, fortalte anklager Adam Høyer Sahan, efter forældrene kunne forlade byretten.

Sponsoreret indhold